sterne. I Hole paa Ringerike blev saaledes i 1741 Presten, medens han stod paa Prædikestolen, insulteret af en Major. Især klages der dog allevegne over Officerers og Soldaters hyppige Leiermaal. I 1741 indkom til Collegiet en anonym Klage over den norske Geistlighed, som beskyldtes for Gjerrighed o. s. v. Istedetfor, hvad der havde været det ene rigtige, at henlægge et saadant Skrift, sendte Collegiet det om til samtlige Biskopers Erklæring. Biskop Hagerup i Throndhjem oplyste da, at Klagen var forfattet af en Officeer i Indhered, som var en af de Militære, „der ønskede, der ei var Prester i Landet“, og som ved denne Klage nærmest havde for Øie at komme en personlig Uven tillivs. En stadig Kilde til Tvist mellem prester og Officerer var Afgivelsen af Mandskaber til Skoleholdere, som de Militære ofte ikke vilde finde sig i.
5. En Lægmand som Prædikant 1761. Under 24de Januar 1761 indberetter Biskop Nannestad til Kirkeinspectionscollegiet, at Sognepresten til Vinger, Henning Fuglberg, har klaget til ham over „en ung Deserteur fra Marinererne i Sverrig, som der i Menigheden har indfundet sig og opholder sig i Leiren under Kongsvinger Fæstning og har af adskillige Folk, som bor i samme Leir, hvilken er som en liden By, samlet sig et Anhang, for hvilket han prædiker“. Presten havde da forgjæves foreholdt den svenske Mands Vert, at han ikke skulde taale ham i sit Huus, og derpaa henvendt sig til Øvrigheden. Denne havde intet villet foretage sig i Sagen, „da den kongl. Forordning af 13de Januar 1741 vel forbyder saadant, men ingen Straf dicterer“. Collegiet svarer, at det ikke kan betvivle, at jo Stiftamtmanden vil yde sin Bistand til at faa dette Uvæsen hemmet. Vi have meddeelt denne Ubetydelighed af den Grund, at den saagodtsom er enestaaende i sit Slags. De Prædikanter, som ellers omtales, ere næsten altid studerede Folk; mellem Gjendøbernes Høvdinger
