i Drammen ere vel nogle Lægmænd, men Bevægelsens Ophavsmand, Bølle, var examineret Theolog[1]. I Mandal fremtraadte (1740) nogle danske Haandværkssvende som Prædikanter, og lik en af Presterne paa sin Side, men hos Almuen vandt de ingen Indgang.
6. Om de 1770 afskaffede Helligdage. Herom forekomme nogle Oplysninger i Kirkeinspectionscollegiets Copiebog, hvoraf man navnlig kan erfare de enkelte Medlemmers Anskuelse om den Sag. Alle fire dengang fungerende Medlemmer (Geheimeraad Otto Thott, Biskop Ludvig Harboe, Hofprædikant Qvist og Etatsraad Jessen) vare enige i, at Helligdagenes Antal burde indskrænkes „efter andre protestantiske Landes Exempel og i Betragtning af, at deslige Dage anvendtes mere til Lediggang og andre deraf dydende Laster end til sand Gudsdyrkelse“. Men med Hensyn til Antallet af de Dage, som skulde ophøre at være Helligdage, var der Meningsforskjel. Thotts og Harboes Mening var den, som blev taget tilfølge; de stemte for at sløife tredie Dag af de store Høitider, Helligtrekongersdag, Kyndelsmisse, Mariæ Besøgelsesdag, St. Hansdag og Mikkelsdag, samt at henlægge Mariæ Bebudelsesdag og Allehelgensdags Texter til de paafølgende søndage. Jessen gik derimod videre. Han paastod, at „Luther havde ønsket, at der ingen Fest skulde være uden Søndagen“, og at „den Augsburgske Confession regnede Helligdage til de saakaldte Middelting“. Han vilde derfor have afskaffet ogsaa anden Dag af de tre store Høitider og tillige Fasteprækenerne. Harboe forsvarede imidlertid anden Høitidsdag, men kun af den Grund, „at mange, især Tjenestefolk, ikke kunde komme i Kirke første
- ↑ Efter forlængst at have erkjendt sin Vildfarelse indgav denne Mand, om hvem Forövrigt findes Oplysninger i mit Skoleprogram fra Drammen for 1860, Ansögning til Collegiet om at blive anbefalet til Prest, men fik naturligviis et afslaaende Svar.
