ved udstrøede Skrifter forsvare Skriftestolen og beraabe sig paa Ritualet. Er det ikke at blinde D. May.s Øine og give at forstaa, at Ritualet observeres i Skriftestolen af alle de Prester, som ikke ere Kjettere? Dette har jeg fra første Tid i dette mit Embede sat mig imod af al Magt, men jeg og veed, at andre Bisper og veed det og lader det saa passere. Jeg er reist om og kommen hemmelig til Skrifte-Tid i Kirkerne paa Landet og har selv seet det med mine egne Øine. Jeg har ved alvorlige Breve, som kan fremlægges, villet reducere Skriftestolen igjen at være conform med Ritualet, idetmindste saavidt, at en og en skulde skrifte, da det for Resten maatte komme an paa Prestens Samvittighed, hvordan han gjør det, men jeg har ikke kunnet reussere, thi Mageligheden er for dybt indgroet, den har faaet Hævd, er blevet til en Ret, ikkun jeg har faaet det lidt mindre publik, og skjønt det vel negtes for mig, saa veed jeg dog, at endnu tages 5–6, 8, 10 ind i Skriftestolen – (hvad der kan siges, naar 2 hører derpaa, det kan ligesaavel siges for 100). Det er skeet, at Prester har klaget for mig, at de ere blevne beskikkede og truede med stevning for den Advarsel, de har gjort i Skriftestolen til Folk for visse Synder, som alle vidste at sige om dem. Presterne har faaet den Trøst af mig, at det er ret, at jeg selv skulde hjelpe til, at de kunde faa Straf, thi de behandler deres Skriftestol saa, at de ikke kan have mere Ret der at foreholde nogen sin Synd, uden (ɔ: end) de vil offentlig lægge ham Synd til. Saaledes er her i Norge Skriftestolen beskaffen. (I Danmark veed jeg, at det i det Fald er noget bedre, at der er Skriftestolen mere privat).
(Publik Absolution). Synderen sættes en vis Dag for, da han skal indfinde sig i Chordøren at lade sig justificere, gjennemhegle og overskjelde, og vil han ikke med det gode, da trækkes han dertil og nødes, at han skal. Hvortil tvinges han da ofte mod sin Vilje? Til at faa Afløsning af
