Byen for at trøste og opmuntre sine Sognefolk og derfor ikke bekymrede sig om sit eget Huus. Det var hans grundige naturvidenskabelige Indsigter, som skattede ham den meget sjeldne Udmærkelse at optages som Medlem af det kjøbenhavnske Videnskabsselskab, men hans Interesse i denne Retning greb aldrig forstyrrende ind i hans geistlige Virksomhed, i hvilken han lagde for Dagen en stor Nidkjærhed I en Alder af 75 Aar blev han endelig (hvad han forlængst burde have været) Biskop i Christianssand, og skjønt han da var saa svag, at han ikke kunde reise til Kjøbenhavn for at ordineres, men maatte modtage Indvielsen i Christiania – den eneste lutherske Bispevielse i Norge før 1817 –, vise dog hans Skrivelser, at han udfoldede en større Virksomhed i de tre Leveaar, som endnu forundtes ham, end mangen yngre Mand.
I 1760 bragte han saaledes Omgangsskolevæsenet paa Landet i sit Stift i god Stand og fik mange Menigheder til ogsaa at sætte sit Fattigvæsen paa en ordentlig Fod, „saa ethvert Prestegjeld herefter selv skulde forsørge sine Fattige, at de ei skulle behøve at indtrænge sig i fremmede Sogne“. En væsentlig Hjelp heri havde han af den nidkjære Amtmand i Stavanger Amt, Kammerherre Tillisch. Denne Mand var besjælet af en blandt Embedsmænd i hans Stilling ganske særegen Interesse for den religiøse Oplysnings Udbredelse, ja han androg endog om, at der skulde udgaa Befaling til Presterne, at de ikke skulde antage nogen til Confirmation, som ei var forsynet med Nytestamente og Pontoppidans Forklaring. Dette Amtmandens Forslag blev imidlertid ikke bifaldt af Collegiet.
9. Fra 1773 har man et Circulære til de fire norske Bisper, hvori det heder, at Skolevæsenet i Norge „fast overalt var forfaldent“. Vi omtale denne Skrivelse paa Grund af den characteristiske Ytring af Collegiet, „at der muligens
