snart efter Kalteisens Ankomst skulde være skeet en heftig og almindelig Opstand imod ham, er dog ikke troligt, saameget mindre, som der jo aldeles intet ufordelagtigt vides om denne Mand,[1] der efter lang og tro Tjeneste var bleven belønnet med et Erkestift. Heller ikke er det sandsynligt, at Henrik Kalteisen just har været saa affældig, som Brevet vil gjøre ham til, thi, som vi skulle høre, blev han senere anvendt i Forretninger, der synes at maatte udkræve en Mand i sin fulde Kraft. Men for ret at bedømme hint Brev bør man sammenligne det med de Skrivelser til Paver, Kardinaler og fremmede Konger og Fyrster, saasom Kong Alphons af Aragonien og Hertugen af Milano, der ere udgaaede fra Christiern I’s Cancelli, og hvoraf en større Samling er bevaret. Man vil i disse finde Overdrivelser, ja ligefremme Opdigtelser og usandfærdige Paastande, der stille nær værende Brevs Indhold ganske i Skyggen. Der fortælles uden Sky de udenlandske Herrer, at der i Norge var tre og tyve tusinde Kirker,[2] at Olaf den hellige af Kongedømmets Midler havde grundet et Erkebispedømme og tretten Suffraganstifter,[3] at Norges Konge eller i hans Fraværelse Erkebispen i Nidaros stadig maa føre Krige med Tartarer, Erpioner, Cumaniter og Manbrer, der stille halvandet hundrede tusinde væbnede Mænd i Marken, men som Christiern dog nu har lykkelig beseiret, efterat to hundrede tusinde Fiender med deres Anførere ere faldne,[4] og at de Rædselsscener i Bergen 1455, som vi nedenfor skulle omtale, vare en Følge af Erkestolens Ledighed,[5] ligesom man rimeligvis ogsaa tør
- ↑ Kongens Paastand i et Brev til Kong Alphons af Aragonien (Scr. R. D. VIII, p. 368), at Henrik Kalteisen var „irreligiosus“, og at han stod i hemmelig Forbindelse med Kongens Fiender, savner ethvert Bevis og er ganske urimelig.
- ↑ Scr. Rer. Dan. VIII, p. 372.
- ↑ Ibid. p. 368. Rimeligvis en Fordreielse af de fjorten kongelige Kapeller).
- ↑ Ibid. p. 367, 368, 370.
- ↑ Ibid. p. 369, 410.
