Varede det end en Tid, inden Fiendtlighederne brøde ud i aaben Feide, kom dog strax det mere end spændte Forhold mellem de nordiske Magter Hanseaterne til Gode. Disses Forbund var vistnok ved denne Tid ikke meget stærkt i Sammenligning med, hvad det havde været i det foregaaende Aarhundrede og endnu en Tid under Erik af Pommern, thi der havde fundet Splittelser Sted i Hanseverdenen selv, inden hvilken egentlig kun de vendiske Stæder vedligeholdt et nærmere Forbund. Røvere baade tillands og tilvands gave Kjøbmændene nok at tænke paa, og paa flere Kanter maatte disse være alvorlig bekymrede for sine Faktoriers Skjebne.[1] Derfor kunde de vel ikke modarbeide de nordiske Kroners Forening med den Kraft, som de siden udfoldede under Kong Hans, men de søgte dog selvfølgelig altid at gjøre sig Omstændighederne saa nyttige som muligt.
Christiern I, hvem Lybeks Krønike, idet den omtaler hans Død, kalder en „sagtmodig, mild og naadig Fyrste“,[2] har som bekjendt i Nordens Historie ikke undgaaet en streng Dadel for sin Eftergivenhed mod Hanseaterne. Denne Anklage mod ham er vist nok i det Hele berettiget nok, men i det Store bør den dog fornemmelig gjelde den senere Tid af hans Regjering, da det slesvig-holstenske Arvespørgsmaal bragte ham i en fuldstændig Afhængighed af Stæderne, fra hvilken han formedelst sin stadige Pengeforlegenhed aldrig formaaede at frigjøre sig. I sine første Aar forsøgte han dog endnu at gjøre Hanseaternes Fordringer nogen Modstand og navnlig at sætte deres Handelsherredømme Grændser ved at indrømme ogsaa de nederlandske Concurrenter Privilegier i sine Riger. Man finder i Aarene 1452—1461 hele sex Privilegier for Stæderne i Holland, Zeeland og Frisland, hvorved de Rettigheder bekræftedes,
