den lybekske Krønike[1] og den lybekske Gesandt, Godeke Bormester,[2] bevidne udtrykkelig, at Nordmændene forgjæves anstrengte sig for at forhindre denne Indrømmelse til Stæderne.[3]
Dagen efter udstedte Kongen, ligeledes fra Elfsborg, et Privilegium for Marstrand,[4] og en Ugestid derefter finde vi ham i Kalvsund, en Havn i det sydlige Baahuslen. Her udsendte han et aabent Brev til Nordmændene i Almindelighed, hvori han underrettede dem om det Forlig, der var sluttet med Stæderne, og som havde været nødvendigt „for at gjøre en Ende paa alle de idelige Overfald, Plyndringer og Røverier, der havde fundet Sted, især i seiladsen paa Bergen. Endvidere tilkjendegav han dem, at han ved sine danske og norske Rigsraader havde paabudt en evig Fred i Riget selv. Hvo der brød den, skulde, enten han var Læg eller Lærd, straffes som Røver og Fredsforstyrrer paa Liv og Gods.[5]
Derpaa skiltes man ad. Kongen drog, vistnok ledsaget af Hr. Hartvig Krummedike,[6] til Danmark igjen. Hr. Olaf Nilssøn, Broderen Hr. Peder og Biskop Thorleif reiste til Bergen, for at gaa sin Skjebne imøde. Denne skulde inden faa Uger lægge for Dagen, hvor lidet den evige Landefred og Straffen for dens Overtrædere havde at betyde.
