paa hvem der ikke hvilede nogen Skyld for geistlige Personers Drab, overlodes det til Biskop Arnolds Conduite at absolvere paa Betingelser, som han maatte finde tjenlige for deres sjele. Enhver Ubodfærdighed og Ulydighed skulde medføre Exkommunikation.[1]
Hvor meget af disse Fordringer virkelig opfyldtes, er umuligt at sige, men saa meget er vist, at „mange ingen Absolution søgte, men syntes, at de havde gjort en god Gjerning“.[2] Men Munkelivs Kloster have Tydskerne maattet gjenopbygge. De husvilde Nonner, af hvilke nogle senere sagdes at være indebrændte, nogle endog voldførte,[3] fandt et midlertidigt Ophold først paa et andet Sted i Bergen, dernæst i en Aarrække paa Hovedøen. I 1478 eller 1479 have de atter flyttet ind i det nyopførte Munkeliv. Bygningsarbeiderne skulle have kostet Kjøbmændene fem tusinde Mark, og deres Sekretær Christian v. Gheren forsikrer, at de nye Bygninger vare bedre end de gamle.[4]
At denne Begivenhed forøvrigt gjorde den høieste Opsigt i den hanseatiske Verden, fulgte af sig selv. Otte og tyve Aar derefter, i 1483, møde vi et Vidnesbyrd herom i Hamburg. Erkebispen af Bremen vilde i hint Aar lade reformere Klostret i Hanstehude ved Hamburg, men Borgerne, hvem dette af en eller anden Grund var uvelkomment, samlede sig i store Skarer paa Raadhuset og raabte, at „Prælaterne skulde pakke sig ud af Klostret, thi ellers bleve de jagede ud, og om saa nogen af dem blev dræbt ved
- ↑ Dipl. Norv. VI, S. 577—580.
- ↑ Lüb. Chron., hg. v. Grautoff, II, S. 180.
- ↑ Chr. Lange, De norske Klostres Historie, 2. Udg., S. 301.
- ↑ „Dat Closter wart herliken van deme Copmanne wedder buwet den touoren. Do tor tiid weren darinne Prestere unde juncfrowen de ordine Brigitte. Dar na anno LXVI quemen dar in de ordine Sancti Benedicti van Anslo unde schachbytynghe. Dyt closter to buwende kostede deme Copmanne by V m mark.“ (v. Gherens utrykte Krønike). Cfr. Alb. Crantz, Norvegia, lib. VI, cap. 12. „Omnia postea damna monasterio compensant.“
