Side:Daae - Christiern den Førstes norske Historie.djvu/134

Denne siden er korrekturlest
128


Familiefeiden hvilede nu i adskillige Aar, men Rigsraadet, der altid under Thronledigheder nød en større Uafhængighed og som Følge deraf ogsaa da kunde give flere Livstegn, gjenoptog Sagen efter Kong Christierns Død,[1] og en Forpligtelse til at forfølge den indtoges i Kong Hans’s Haandfæstning.[2] Denne foranledigedes herved ogsaa til at gjøre en Henvendelse i denne Anledning til Raadet i Lybek, strax efter at han var bleven Norges Konge.[3] Virkelig erholdt ogsaa Biskop Thorleifs Frænder, der samtlige boede i Danmark, i 1486 en Mandebod af 8000 Mark for hans Liv.

Men nu var den yngste af Hr. Olaf Nilssøns Sønner, Axel Olafssøn, han, der i 1455 som fireaarigt Barn havde maattet rømme fra Talgø, forlængst en myndig Mand. Han var som Herre til Gunderslevholm bosat i Danmark, hvor ogsaa Moderen, Fru Elitsa, opholdt sig tilligemed sin Datter Fru Magdalena, der var indgiftet i den skaanske Brahe-Æt. Disse Hr. Olafs Efterladte satte sig nu for Alvor i Bevægelse for at erholde Erstatning eller maaske især for at faa Hevn. I 1488 enedes Axel med Kong Hans om, at denne for at bistaa ham mod Tydskerne, eller vel egentlig for at tillade ham at forfølge dem, skulde have Trediedelen af Udbyttet[4], og Axel lod da strax optage to skibe, der kom fra Lif-

    wente to LXV dede Oleff Olauesszen, Her Olaves sone groten schaden deme copmanne bauen gut bestant vnde vrede, den uns de here koningk tosecht vnde belouet hadde vnde nam wol VIII offte X scheppe (disses Førere opregnes) Do suluest vthmakede de Copman Ve man in de Zee vmme to sturende Oleff Olauessone de uth Engelant vpp den Copman rouede. Aldus weren de uthliggers IX weken in der Zee vnde nemen em eyn baraze myt wyne geladen vnde he entsegelde vnde vorsank in der Zee vnde vor to fenden, tho deme he denede. De Schade des Copmannes myt der vthredinge summa XXm Mark Lubisch.“

  1. Hadorph, II, S. 305.
  2. Aarsberetninger fra det danske Geh.-Archiv, II, S. 54.
  3. Dipl. Norv. VI, S. 629.
  4. Dipl. Norv. II, S. 697.