land. To Aar senere bestemtes Kongens Part til en Halvdel, hvorhos Axel med alt sit danske og norske Gods maatte indestaa for den Skade, han og hans Selskab under sine Søtog havde tilføiet Kongens egne Undersaatter.[1] I det følgende Aar sluttedes et Forlig, hvorved Kjøbmændene i Bergen forpligtede sig til at betale Axel 7000 Mark Dansk i visse Terminer, mod at Sagen nu skulde være endt, men ikke destomindre sendte Søsteren, Fru Magdalena paany Stæderne et Undsigelsesbrev. Hun kjøbte en Kravel af Høvedsmanden paa Varberg, Oluf Stigssøn, og lod en dristig Pirat, Jakob Honinghusen, drive Sørøveri i Nordsøen, indtil han blev greben ved Konghelle.[2] Det norske Rigsraad, der var samlet i Bergen i Oktober 1491, bad ogsaa Kong Hans om at standse de Misligheder, som disse og andre Sørøverier forvoldte, „da Stæderne truede med at kalde sine Kjøbmænd tilbage fra Norge, hvilket ikke var nyttigt for Riget.“[3] Endnu i det følgende Aar undsagde imidlertid Fru Elitsa, der fremdeles levede og altsaa maa have naaet en meget høi Alder, paa ny stæderne, ja Sagen stod endnu uopgjort ind i det følgende Aarhundrede. Striden dreiede sig blandt andet om en Mængde Fru Elitsa tilhørende Klenodier, som hun Aaret efter Mandens Død havde maattet overlade Kjøbmændene i Bergen som Depositum.[4] Olafs og Elitsas Dattersøn, Nils Brahe, afstod i 1511 sin Ret til disse til Kongen, der, for at gjøre det saaledes erhvervede Krav gjeldende, under sin Feide med Hansestæderne lod optage fire Bergefarere.[5] I April 1513 gjentog Nils Brahe sin Overdragelse af denne Fordring til Fordel for Chri-
Side:Daae - Christiern den Førstes norske Historie.djvu/135
Denne siden er korrekturlest
129
