have vi f. Ex. Jon Smør foran Hr. Henrik Jenssøn, der var Rigsraad i 1450, ja endog foran Hr. Thorgaut Bengtssøn, der sad i Raadet allerede 1440,[1] og de følgende nye Raader have Plads foran Herlaug Pederssøn og Engelbrekt Steffenssøn, der ligeledes allerede tidligere forekomme i Rigsraadet. Forklaringsgrunden kan neppe være nogen anden, end at de nye Raadsherrer eller dog i al Fald de fleste af dem have været gamle Tilhængere af Kong Karl, og at denne har givet dem Plads i Raadet og vistnok tillige slaaet dem til Riddere i Throndhjem 1449. Kong Christiern og det seirende Parti har derimod ikke villet anerkjende dem som Rigsraader, og de have da maattet holde sig tilbage eller endog tildels flygte til Sverige. Men idet Christierns svenske Tilhængere efter Karls Fald gjenindsattes i sine forrige Rettigheder, er der udentvivl samtidig indtraadt en Forsoning mellem Kongen og hans emigrerede norske Modstandere, der nu have indtraadt igjen i den Stilling, Kong Karl i sin Tid havde givet dem. Men selv paa denne Maade kan dog ikke Ordenen, i hvilken Raaderne her nævnes, overalt forklares. Det maatte ogsaa ved denne Tid være Christiern særlig magtpaaliggende at vinde Aristokratiet for sig, da han, som nys anført, vilde se sin Søn Hans valgt til Thronfølger ogsaa i Sverige og Norge. Han henvendte sig i denne Sag først til Norges Raad, hos hvilket han vel har ventet mindst Modstand, og dette opfyldte hans Begjæring Den 19de Januar 1458 udstedtes Valgbrevet. Raadet erklærede i dette, at Norges Indbyggere havde lidt stor Skade og
- ↑ Dipl Norv. IV, S. 642. Samme Thorgaut Bengtssøn eiede Gods i Gudbrandsdalen og var rimeligvis en Søn af Benedikt eller Bengt Nikolassøn, der i Dronning Margaretas Tid havde været Foged paa Akershus. At Hr. Thorgaut var beslægtet med Hr. Bengt Harniktssøn, sees deraf, at han 1448 tog Arv efter ham. Dipl. Norv. VIII, S. 361.
