Side:Daae - Christiern den Førstes norske Historie.djvu/20

14

søns Dage. Under hans Søn Haakon var Hoffet vedblevet, trods den politiske Adskillelse, at være svensk, hvilket nødvendigvis ogsaa havde paatrykt Aristokratiets Kultur et svensk Præg. En Tidlang havde flere svenske Grændseprovindser været forenede med Norge og deres Høvdinger havt Plads i Norges Rigsraad. To svenske Prælater havde i det fjortende Aarhundrede været norske Kantslere, og den ene af dem, Vinalde, endog drevet det til at blive Erkebiskop i Throndhjem. Senere var ogsaa den svenske Birgittinerorden forplantet til vort Land. Ægteskabsforbindelser i talrig Mængde havde sammenknyttet de høieste Familier i begge Lande med hverandre. Jon Hafthorssøn og Øgmund Finnssøn havde begge ægtet svenske Kvinder, en af den førstnævntes Sønner havde bosat sig i Sverige, Hr. Sigurd Hafthorssøns Datter var med Svensken Jon Marteinssøn bleven Moder til den nysnævnte Drost Sigurd Jonssøn, den rige Rømeræt havde efterladt sine Eiendomme til en indgiftet svensk Familie, de saakaldte „yngre Rømere“, i Losneætten var en Svenske bleven indgiftet, i Darreætten ligesaa, i Bolteætten endog hele tre, to Molteker og en af Ætten med de tre Roser i Vaabenet. Alle disse Exempler ere udelukkende hentede fra de allerfornemste Kredse, men ved Siden deraf har der været mange lignende i de mindre fremtrædende Væbnerætter. Endelig vare i Erik af Pommerns Tid ogsaa flere svenske eller tydsk-svenske Adelsmænd for længere Tid eller endog for stedse komne ind i Landet som Rigsraader og Lensherrer, som f. Ex. Jon Ummereise og Hr. Svarte Jøns, der i mange Aar indehavde Akershus Len. Naar man hertil erindrer de to Halvørigers umiddelbare Naboskab og de store Overensstemmelser, der baade i Landenes Beskaffenhed og i Befolkningens Sprog og Herkomst finder Sted mellem Sverige og det østlige Norge, vil det ikke forundre, at der gennem hele Unionstiden tydelig kan iagt-