Omtrent samtidig med dette Møde paa Baahus, der minder noget om de i Polens Historie bekjendte Conføderationer, har uden Tvivl et virkeligt Raadsmøde været forsamlet i Oslo. Dette har været et meget vigtigt Møde, men nærmere Oplysninger derom savnes, og fremfor alt vides ikke, hvo der har indfundet sig. Der var imidlertid tilstede Udsendinge fra Kong Christiern, to danske Rigsraader, der i Begyndelsen af hans Regjering idelig fremtræde som særdeles hyppig anvendte og meget betroede Mænd, Hr. Eggert Frille og Aage Axelssøn af Nordens dengang udentvivl mægtigste Slægt, Thotterne.[1] Det norske Raad besluttede at sende Biskop Jens og Hr. Hartvig Krummedike ned til Christiern. Heraf kan ikke sluttes andet, end at det i Oslo samlede norske Raad allerede nu maa have været afgjort stemt for at tage Christiern til Konge, altsaa at aabne Underhandlinger med ham med dette Maal for Øie. I modsat Fald vilde Raadet have givet sig selv et mærkværdigt Vidnesbyrd om Kortsynethed ved at vælge saadanne Sendebud, da Jens’s og Hartvigs Standpunkt maa have været noksom bekjendt og den førstnævnte desuden allerede under det forrige Interregnum noksom havde lagt sine Sympathier for Foreningen med Danmark for Dagen.
- ↑ Dipl. Norv. III, S. 582, hvor det udtrykkeligt siges, at Eggert og Aage vare to Gange i Norge dette Aar. Eggert Frille er vistnok bleven Christiern anbefalet af Hertug Adolf, til hvem han allerede i Erik af Pommerns Tid stod i saa nøie Forbindelse, at han med Ed maatte rense sig for Beskyldning om Forræderi. (Dok. i Geh.-Arch.).
og Offentliggjørelsen har, hvis Antagelsen er rigtig, havt til Hensigt at minde Nordmændene om gammelt Venskab med Sverige. Dette vinder i Sandsynlighed derved, at Hadorph, som det maa synes, i Utrængsmaal har aftrykt de svensk-norske Dokumenter ogsaa paa et andet Sted, hvor de lidet høre hjemme, nemlig som Bilag til hans Udgave af den svenske rimede Saga om Olaf den hellige, (Sthlm. 1674). Originalerne ere siden forsvundne, (Meddelanden från Svenska Rigsarchivet, II, S. 35), hvorfor Hadorph ved Udgivelsen har vist Historien en overordentlig Tjeneste.