ogsaa, som det udtrykkelig berettes, ikke villet besvære Nordmændene med at underholde et større Antal Krigsfolk.[1]
Gjennem Soløer og Hedemarken naaede Kongen til fastsat Tid til Hamar eller, som det her og oftere kaldes, Biskopshamar. Han forefandt en temmelig talrig Forsamling. Stedets Biskop, Gunnar Thorgardssøn, der ikke havde været med hverken i Oslo eller Marstrand, medens derimod hans Broder, Provst Alf i Bergen, havde indfundet sig der, har sandsynligvis den hele Tid været paa Karls Side. Ogsaa andre „Prælater og Klerker“,angives at have mødt frem. Hr. Erik Sæmundssøn er sandsynligvis ikke udebleven, og af Bønder har der vel været en stor Flok.
Man skred til Kongevalg den 25de Oktober, og hvem det skulde falde paa, fulgte af sig selv. For et Syns Skyld opstilledes dog eller „lagdes i Valg“ hele fire Candidater, Kong Karl, Kong Christiern, gamle Kong Erik og, hvilket især er paafaldende, den fjerntboende Orknøjarl, der endnu i Navnet var det norske Riges Vasal. Om Sigurd Jonssøn, der ved et tidligere Møde var nævnt først, kunde der nu ikke være Tale; Med oprakte Hænder valgtes saa den tilstedeværende Kong Karl, „efter den Sambindelse og Kjærlighed, som længe været haver mellem Norge og Sverige af begge Rigers Indbyggere“, medens det udtaltes, at „ingen af de tre andre var falden til Konge i Norge nu“. Valgdokumentet udstedtes under fire og tyve Mænds Segl. Af disse hørte fire hjemme i Soløer, to i Østerdalen, atten paa „Hedemarken og Oplandene“.[2]
Paa Hedemarken lod Kongen tohundrede Ryttere tilbage for
