at beskytte sine Tilhængere „mod Kong Christierns Fogder“ og udentvivl under Hr. Erik Sæmundssøns Overbefaling. Denne, der kort efter optræder som „Rigets Forstander søndenfjelds“, har vel ogsaa paa Hamar modtaget Karls Beskikkelse som saadan.
Selv drog Kong Karl fra Hamar nordover til Throndhjem, og Biskop Gunnar af Hamar og flere andre, deriblandt nogle af de Storbønder, som havde beseglet det nysnævnte Valgbrev, fulgte ham over Fjeldet. Den svenske Rimkrønike skildrer Reisen som et Triumftog. Hvor Karl kom, heder det, gave Bønderne sin Glæde tilkjende og hilsede ham velkommen, takkende Gud, fordi han var bleven deres Konge. Den gode Høst, som man just havde faaet efter flere Uaar, ja hvis Mage man ikke kunde mindes paa tyve Aar, tilskreve de hans Lykke, og det gode Føre, han havde paa Reisen, medens Veiene ellers paa denne Aarstid pleiede at være ufremkommelige formedelst Sne, maatte ogsaa betyde, at Gud var med ham. Den 14de November naaede man frem til Nidaros, og Aslak Bolt skal selv have begivet sig afsted for at møde Kongen udenfor Staden. Karl, der tog sit Herberge i Kongsgaarden strax ovenfor den nuværende Bybro,[1] lod strax træffe Anstalter til sin Kroning, en Høitidelighed, som Throndhjem tidligere kun en Gang havde været Vidne til, nemlig da Kong Haakon V her blev kronet 1299, netop halvandet hundrede Aar tilbage i Tiden. Kongen havde Hastverk, og Dagen berammedes allerede til Thorsdag den 20de November. Til at indkalde Folk udenfor de nærmestliggende Bygder blev der altsaa ikke Tid.
Paa den fastsatte Dag foregik ogsaa den høitidelige Handling og udførtes af Aslak Bolt med Bistand af Biskop Gunnar af Hamar og andre Prælater, formodentlig throndhjemske Kanniker. Der-
- ↑ N. Nicolaysen, Norske Fornlevninger, S. 610. Aarsberetning fra Foreningen til Norske Fortidsmindesmærkers Bevaring, 1871, S. 159.
