af de svenske Regenter kom dog saa tidlig til at føle sin høie Stillings Byrder og Plager som Karl.
Det dansk-svenske Møde i Halmstad samledes til fastsat Tid i Begyndelsen af Mai 1450 og blev et af de mærkeligste Møder i den hele Unionstid. De tolv svenske Deltagere vare valgte paa en noget tidligere afholdt svensk Herredag i Arboga. Nogle af de valgte vare indvandrede danske Adelsmænd, andre saa løse i sin Troskab mod sin Konge, at de kort efter ligefrem forraadte ham. Mellem de danske Raader møde vi flere af dem, der havde været med Christiern ved Hyldingen i Marstrand, blandt dem Hr. Eggert Frille og Hr. Aage Axelssøn, der blandt de svenske Raader fandt sin egen Broder Hr. Erik Axelssøn. Fire af de mødende havde deltaget i Forhandlingerne paa Gotland, men Magnus Gren selv var dog ikke tilstede, heller ikke Karls farligste Fiende, den svenske Erkebiskop. En af de svenske Herrer, Aage Jønssøn (Svarte-Skaaning), der sandsynligvis har tilbragt en Del af sin Ungdom i Norge, medens Faderen var forlenet med Akershus, havde fulgt Kong Karl paa hans Kroningsreise til Throndhjem.
Vi kjende som sædvanlig Intet til Forhandlingernes Gang, men kun deres Resultater. Allerede den 13de Mai var man færdig. Hvad der vedtoges, var først og fremst, at Unionen mellem Danmark og Sverige, saasnart Leilighed dertil gaves, skulde fornyes. Saasnart en af de to Konger døde, kunde det saaledes ledigblevne Rige, om det saa syntes, vælge den gjenlevende Konge, men ifald man ikke havde Lyst hertil, skulde Kongevalget henstaa og vedkommende Rige imidlertid bestyres ved en eller flere indfødte Forstandere, indtil ogsaa det andet blev kongeløst. Saa skulde Danmark og Sverige foretage fælles Kongevalg og derpaa være forenede til evig Tid. Ved saadant fælles Kongevalg skulde man aldrig
