gjorde Paastand paa Hole Bispedømme. Biskop Gunnar af Hamar, der nylig havde spillet en saa fremtrædende Rolle mellem Kong Karls norske Venner, var, som rimeligt kunde være, ikke tilstede. Bergens Bispestol var ledig efter Biskop Olaf Harniktssøns Død, men hans valgte eller, nøiagtigere talt, postulerede Eftermand var med. Dette var Thorlak, en af de faa Nordmænd, som havde gjort Lykke under Erik af Pommern. Denne havde gjort ham til sin Provst ved Bergens Apostelkirke, ja endog villet ophøie ham paa Upsala Erkestol. Da dette ikke lykkedes formedelst de Svenskes bestemte Modstand, var Thorlak bleven Biskop i Viborg, og nu nylig, da han helst vilde hjem til Norge, postuleret til Bergen. Af geistlige Rigsraader møde vi endnu Olaf, Abbed af Halsnø, Provsterne Alf fra Bergen og Gunnar Holk fra Oslo, den sidste tillige Kantsler, samt Sigurd Bjørnssøn, Erkepræst i Oslo Kapitel. Mellem de verdslige Raader var selvfølgelig Hr. Sigurd Jonssøn den første, dernæst kom den gamle Hr. Olaf Haakonssøn, saa Hr. Olaf Nilssøn, Hr. Erlend Endridessøn af Losna ved Sognefjordens Munding, en rig og fornem Mand og af den Grund ogsaa en af dem, der engang opførtes paa Forslag til Drost, forøvrigt lidet fremtrædende i Historien og en af dem, som havde holdt sig ganske borte fra disse Aars politiske Kriser, saa Hr. Hartvig Krummedike, Hr. Mats Jakobssøn, Hr. Kolbjørn Gerst, Hr. Simon og Hr. Erik Bjørnssønner, Hr. Guttorm Eivindssøn, Hr. Hans Krukow, Hr. Gaute Kane, Hr. Peder Nilssøn, Hr. Henrik Jenssøn og Væbneren Engelbrekt Steffenssøn. Hertil kom en stor Del af Landets bedste Folk forøvrigt, Kanniker, Væbnere udenfor Raadet, Lagmænd[1] o. s. v. Ved Hyldingen i Marstrand var der udstedt Indbydelse til Landets forskjellige Egne om at lade sig repræsentere ved Kroningen, og dette er ganske vist ogsaa skeet idetmindste fra nogle Landska-
- ↑ Dipl. Norv. III, s. 609.
