fuldkommen uberettiget til at krone den, der ikke var paa tilbørlig Maade valgt af Rigets Raad og Parliament, ligesom heller ikke nogen Kroning rettelig kunde finde Sted uden i dettes Nærværelse. Kong Christiern var derimod lovlig valgt og nu med en stor og mægtig Flaade ført til Nidaros, Rigets Metropole, hvorfor Raadet herved præsenterede ham til at krones som Norges sande Konge. Dokumentet var mod norsk Sædvane affattet paa Latin, rimeligvis for at kunne meddeles i Afskrifter til fremmede Fyrster og Magter, og dertil, hvad der ligeledes var noget ualmindeligt, forsynet med tvende Notariers, en dansk og en tydsk Mands, embedsmæssige Bekræftelse.[1]
Som Kroningsdag angives i flere Kilder St. Olafs Dag, 29de Jul 1450,[2] noget, der ogsaa i og for sig maa forekomme rimeligt nok. Men for at dette skulde være muligt, maatte man antage, at Christierns nys omtalte Præsentation til Kroningen var feilagtig dateret eller udstedt bagefter Høitideligheden, hvilket dog ikke let kan
- ↑ Dipl. Christierni Primi, p. 24. Dipl. Norv. VIII, s. 368. Notarier maatte i Middelalderen som bekjendt have pavelig eller keiserlig Udnævnelse og Autorisation. De forekom derfor ikke hyppig iN orden, hvilket vi finde udtrykkelig udtalt for Norges Vedkommende 1438 („Notarii publici in istis partibus non habentur“, Dipl. Norv. VI, S. 499) og 1445 („Notariorum usus rarus est in nostra terra, nec iis creditur, sed sigillis“, D. N. IV, S. 658). Forøvrigt forekommer dog 1436 en throndhjemsk Kannik, der var keiserlig Notarius (D. N. IV, S. 630). I 1448 havde Paven tilstaaet Biskop Marcellus Ret til at udnævne ti Personer udenfor den geistlige Stand til Notarier (D. N. VI, S. 545). Maaske var Provsten i Mariakirken, Gunnar Holk, en af disse, thi han var i 1450 pavelig Notarius og fungerede som saadan. (Dipl. Chr, Primi, p. 30).
- ↑ Saaledes hos Huitfeldt p. 853 (der udentvivl her, som ellers ofte, udskriver Absalon Pederssøn, Norske Mag. I, S. 138), i Henrik Smiths’s Aarbog (Rørdams Monumenta Hist. Dan. I, S. 601), i v. Gherens utrykte Krønike, samt, hvad der er det mærkeligste, i et Dokument, udstedt i samme Aar (Finni Johannæi Hist. eccl. Isl. II, p. 286).
