Rigsraad og forekommer som saadan i de fleste vigtige Statsakter fra Slutningen af det fjortende Aarhundrede, saaledes i Kalmar 1397.[1]
Hvorledes Christiern under almindelige Omstændigheder vilde have stillet sig til Mag. Olaf Throndssøns Valg, kunne vi ikke vide, og der kjendes ialfald ingen Grund til, at han i og for sig kunde have noget imod hans Person. Men til Ulykke baade for sig og for Norge havde Kongen gjort Bekjendtskab med en i særegen Grad indsmigrende og paatrængende geistlig Eventyrer, der ganske havde bedaaret ham, derpaa ledsaget ham til Norge og rimeligvis allerede paa Forhaand tilsneget sig hans Løfte om Bistand til at opnaa Norges Erkebispestol.
Denne Mand var den allerede nævnte Marcellus, af Fødsel Engelskmand,[2] en forløben Franciskanermunk, havde allerede i mere end tyve Aar ført et omstreifende og lidet hæderligt Liv. Han havde 1428 optraadt i de vendiske Søstæder med den falske Paastand, at han var Magister i den hellige Skrift, men skal dog forøvrigt virkelig have besiddet Lærdom og været en veltalende Mand. Han
- ↑ Disse hidtil upaaagtede Familieforhold udfindes ved at sammenstille Dipl. Norv. I, S. 424 og 551 med II, S. 661 og V, S. 688. Heraf vil fremgaa følgende Slægttavle:
- ↑ Han kaldes vistnok ogsaa en Tydsker, men den nedenfor citerede lybekske Krønike, der viser sig særdeles godt underrettet, kalder ham en Engelskmand, og jeg har troet at burde følge dette Vidnesbyrd.
