ruste Mandskab. Marstrand skulde være Samlingsstedet, og Søndag efter Paaske 1452 være Samlingstiden. Vi kjende dog kun et af disse Breve, nemlig Skrivelsen til Thrøndelagens Høvedsmand, Hr. Henrik Jenssøn, hvori forlangtes 80 Mand med Skib og Proviant. Dette Brev kom ikke til sin Bestemmelse, men opsnappedes af Karl Knutssøns Folk, og denne sendte det strax i tydsk Oversættelse til Høimesteren af Preussen for at underrette denne om det Fredsbrud, som Nabokongen forberedte.[1]
Karl Knutssøn udstedte derfor ikke uden Føie en Krigserklæring mod Christiern tidlig paa Aaret 1452.[2] I dette Manifest paaberaabte han sig naturligvis de skede Brud paa den evige Fred i Halmstad og tilkjendegav sin Hensigt at gjenvinde Gotland og Norge, hvilke han formente at være ham uretfærdig frarevne.
Da denne Krigserklæring, hvis Datum ikke kjendes, blev afsendt, befandt Christiern, der neppe har ventet sig den saa snart, paa et Besøg i Wilsnack for at forhandle med tydske Fyrster. Hertug Adolf, der saa hyppig var hans politiske Raadgiver og som saadan havde været hos ham i Odense 1451 under Forhandlingerne med Hanseaterne, fulgte sin Søstersøn ogsaa ved denne Leilighed. Kongen lod her hverve Leietropper. Disse søgte han fornemmelig fra Bøhmen, der i den foregaaende Menneskealder havde været en god Krigsskole, og hvorfra nu Krigsfolk i Mængde forekomme i fremmede Krige, især i den noget senere udbrudte preussiske Trettenaarskrig, i hvilken Bøhmere under den bekjendte Ulrik Czirvenka først kjæmpede i Riddernes Tjeneste mod Polen, men derpaa, da de ikke fik sin sold, forraadte selve Marienburg og derved fremskyndede Ordenens afgjørende Nederlag. Men Han-
