stopher skal Aaret før sin Død have maattet finde sig i, at det danske Rigsraad forbød ham at besøge sine overpfalziske Arvelande.[1]
Men Reaktionen var ikke alene aristokratisk, men tillige separatistisk. Christopher blev ikke som sin Morbroder kronet som alle tre Rigers Konge ved en fælles Akt, men særskilt i hvert Rige. Heller ikke se vi under ham de under Margareta og Erik hyppige Fællesmøder af alle tre Rigsraad. De to Forsøg paa at skabe en Unionsgrundlov af 1397 og 1436 synes ganske forglemte. Sverige og Norge havde under Thronledigheden skaffet sig hver sin hjemlige Regjering og bevarede ogsaa efter Kongevalgene en ganske anden Selvstændighed, end de i lange Tider havde kjendt.
I Sverige maatte Christopher udstede en Haandfæstning, der ikke alene føleligt indskrænkede hans Magt, men endog gjorde ham næsten umyndig, saasnart han forlod Rigets Grændser. Han opholdt sig ogsaa ofte i Sverige. For Norges Vedkommende kjendes vistnok ingen Haandfæstning, han indfandt sig heller ikke her mere end den ene Gang, da han maatte lade sig krone i Oslo 1442, og mellem hans Hofsinder var kun en Nordmand.[2] Idetmindste ved en Leilighed afgjorde han et vigtigt norsk Regjeringsanliggende paa egen Haand, nemlig dengang da han 1447 meddelte Rostockerne de mest vidtstrakte og urimelige Handelsrettigheder i Oslo og Tønsberg og derved gav Anledning til en i to Menneskealdere fortsat Strid.[3] Men ikke destomindre var Agtel-
- ↑ Lübeckische Chroniken, hg. v. F. H. Grautoff, II, S. 105. Om Christophers Arvelande se L. Haüsser, Geschichte der Rheinischen Pfalz, 2. Ausg., I, Heidelberg 1856, S. 824—325, cfr. Chroniken der Deutschen Städte, Nürnberg,I, S. 72—74, 160. III, s. 400.
- ↑ Gaute Nilssøn Kane, Suhms (ældre) Samll. I. 2, S. 104.
- ↑ Dipl. Norv. VII, S. 433.
