Gunderslevholm, da denne Gaard siden tilhørte Sønnen. I Olafs Følge forekommer i hans sidste Aar næsten uadskillelig Broderen Hr. Peder, om hvem forøvrigt saagodtsom Intet vides. Om den „velb. Mand Olaf Niklissøn“, der i 1424 omtales som „Kongens“ Lagmand i Throndhjem,[1] er den samme, om hvem vi her tale, er uvist, men noget senere finde vi Olaf Nilssøn i Erik af Pommerns Tjeneste som en dristig og heldig Søkriger i Østersøen. I Aarene 1427—1431 har han nemlig mindst tre Gange kjæmpet med Hanseaterne og hver Gang frataget disse et Skib.[2] I 1437 nævnes han som Eriks Tjener og Hofsinde,[3] og omtrent ved samme Tid skal han paa dennes Befaling have ladet den ulykkelige Amund Sigurds søn brænde. I Eriks sidste Regjeringstid blev Olaf forlenet med Bergens Kongsgaard og tillige Hirdstjore paa Island, hvilken Titel han førte allerede 1439,[4] uden dog, som det synes, i Virkeligheden at have faaet nogen Magt paa Øen, der i hele Christophers Tid lader til at have befundet sig i halv anarchisk Tilstand. Ved Christophers Kroning 1442 blev Olaf Ridder og nød stor Anseelse ogsaa hos sin nye Konge, der i 1444 lod ham i sit eget Sted tage Forsædet ved Retterthingene.[5] Olafs Forhold under Thronstriden efter Christophers Død kjende vi allerede, ligesom vi have hørt, at han nys havde tilbagedrevet to svenske Indfald i Thrøndelagen. Hans Hovedgaard i Norge laa paa den frugtbare lille Ø Tolga eller Talgøen[6] i Buknfjorden ved Stavanger. Paa denne Øs største Eiendom, der fremdeles udmærkelsesvis benævnes „Gaarden“, stod endnu for
- ↑ Dipl. Norv. I, S. 502.
- ↑ Hanserecesse v. 1431 etc. I, S. 285, 287.
- ↑ Styffe, l. c. II, CX.
- ↑ „Kom þá (1439) út bréf Olafs Niculassonar, féhyrdis í Biørgyn, er þá nefnir sig hyrdstióra hér.“ J. Espolin, Islands Árbækur í sögu-formi, II, S. 31.
- ↑ Dipl. Norv. I, S. 575.
- ↑ I De la Gardiska Archivet, III, S. 120 kaldes Olaf derfor, aabenbart efter et gammelt, men der ikke citeret Skrift: „Olof Broms den rige til Talge“.
