Mustacher, hvilke Gyldenløve gjerne vilde skille ham af med; Statholderen fandt derfor paa, at alle skulle lade sig barbere, men da det kom til Reichwein, satte han sig ned, tog sin Kaarde ud og sagde til Feltskjæren: «Begynd kun og rag mit Skjæg, men dersom Du rører et Haar af mine Knebelsbarter, skal denne (Kaarden) sidde i Dig». Barbereren forrettede det skjælvende og turde ikke fuldføre den ham givne Ordre, ei heller blev der talt mere derom af Gyldenløve, thi Reichwein var ikke at spøge med»[1].
I 1687 vare fire Kompagnier af det Bergenhusiske Regiment kommanderede til Akershus, og fra deres Ophold der meddeler Justitsprotokollen nogle Oplysninger om Soldateskens Levevis. Paa Fæstningens Grund holdt en vis «Christian Musikanter» et Bevertningssted for Officerer, hvor de jevnlig spiste og drak. Officererne maatte selv sørge for sin Opvartning, og enhver af dem medbragte til saadant Brug en Soldat, Tambur, stundom en Sergeant, der da vare Vidner til sine Herrers Slagsmaal og raa Samtale. Paa denne Kneipe sad en Gang to Løitnanter, Studt og v. Eggert, ved sine Bægere. Udpaa Aftenen kom Kapt. v. Krog ind, men da Studt indbød ham til at sætte sig hos dem, svarede han: «Ein wenig Respekt!» Studt blev saa fornærmet, slog Vinduerne ind og spurgte, idet han marscherede frem og tilbage i Stuen, om han ikke var en «brav Karl». Tilsidst blev han saa nærgaaende, at Kapteinen kastede ham ned gjennem en Kjelderhals i Gulvet. Han kom dog snart op, raabte paa sine Pistoler og gjentog sit Spørgsmaal, om han ikke var en brav Karl. Endelig slap Kapteinen ud, men Studt forfulgte ham, ledsaget af v. Eggert, og raabte efter ham, da han var kommen ud af den store Voldport. Da han omsider fik fat paa ham og atter kom med sin «brave Karl», svarede v. Krog: «Halt’s Maul, oder ich soll dir über die Ohren hauen, dass die Zapf hinunter laufen soll». Nu paafulgte først et Haandgemæng, og derpaa droges Kaarderne, og man hug hinanden gjensidig. Arre-
- ↑ Denne Slags Fornøielser vare iøvrigt ogsaa tidligere i Brug mellem Adelsmænd og Militære. Et almindeligt Navn derpaa var «at ride Feilemarked». Man stak da gjerne en Daggert op i Loftet over Bordet, og saa længe den stod fast der, havde Enhver Lov at «ride Feilemarked», det vil sige at frabytte de Øvrige Klæder, Støvler, Sporer, Kjole, Handsker, Krave, Hat osv., saa at den, som her ikke forstod sit Snit, maatte gaa nøgen eller med Pjalter istedenfor sine gode Klæder fra dette «Marked», ja «undertiden med store Hug til, efterdi Ingen maatte negte noget Bytte, som forlangtes». (Osterson-Weiles Glossarium, S. 267).