Hovedtangen ved Mynten fremsprang en Vandstraale omtrent af en Arms Tykkelse, der holdt sig omtrent til Beleiringens Ophør[1].
Svensken manglede tilstrækkelig grovt Skyts, og denne Beleiring, den sidste, som Akershus har udstaaet, blev derfor egentlig kun en Indeslutning. Det var Fæstningen, som beskjød Svensken, og ikke omvendt. Det viste sig paa en for Fienden følelig Maade, at Gaderne i den gamle Del af Staden eller i Christian den fjerdes By vare snorrette og regelmæssige, thi fra Akershus af kunde man iagttage og skyde paa Enhver, der passerede disse Gader om Dagen. Herom heder det i en Samtidigs Optegnelser: «Fra Fæstningen vare de meget vigilante og skarpseende med deres Kikkerter til at træffe de Blaa og Gule. Vore egne Folk, hvoraf dog ikkun var faa i Byen, gik altid og viftede med et hvidt Tørklæde, hvorved de skulde kjendes fra Fæstningen og spares; dog bleve nogle Tjenestefolk trufne[2], thi Svensken passede paa og vilde gjerne holde sig bag eller nær vore, naar de skulde løbe hid eller did. Der blev stedse kanoneret fra Fæstningen og idelig om Natten
Carl den tolvtes Bolig i Christiania 1716.
- ↑ Paalideligheden heraf er ved mange samtidige Vidnesbyrd sat ud over al Tvivl. Se fornemmelig Rektor Jak. Raschs Tale «Annua memorial diei 13 Jul. 1719 &c.» Hafn. 172o, 4. og Bussæus Frederik IV.s Dag-Register, S. 155, samt O. P. Lange, Varsel og Trøst imod Torden-Veir, Chra. 1753 (rariss.). Pontoppidans Danske Atlas, I. S. 331.
- ↑ Et sagn vidste længe at fortælle, at Kong Karl, da han en Dag red gjennem Byens Gader, mødte en Pige, som havde vovet sig ud i Kugleregnen. «Vogt dig, min Flikka, for at komme her», raabte Kongen til hende, men i det samme tog en Kanonkugle hende af paa Midten.
