i Omegnen om at samle sig imod dem. Modløshed blev almindelig, ja det heder endog, at Officererne begyndte at bede Byens Folk om god Behandling om de skulde blive tagne tilfange. Den 30te April var Christiania renset for Fiender efter at have været besat i henved sex Uger. Svensken trak sig over Onstad Sund til den østre Side af Glommen.
En af Christianias Borgere, Styrmand og senere Handelsmand Hans Hansen Heitmann, havde, medens de fleste af hans Standsfæller vare flygtede bort, givet en smuk Prøve paa Kjækhed og Aandsnærværelse. Hans Heitmann, der tidligere havde faret som Overkonstabel paa Spanien og Portugal (rimeligvis paa et Defensionsskib), havde under Beleiringen frivillig taget Tjeneste paa Fæstningen og stod her ved den nu ganske sløifede «Myntens» Bastion, hvorfra Kongensgade og Kirkegaden bleve bestrøgne. En Nat var Ild opkommen i et af de nærmest under Akershus liggende Kvartaler, og Røgen og Dampen fra Brandstedet bares af Vinden lige mod Fæstningen, saa at man ikke kunde se, hvad Fienden foretog sig; man maatte altsaa frygte for, at denne skulde benytte Leiligheden til at overraske Akershus. Ingen turde nu vove sig ned i Byen for at dæmpe Ilden, førend Heitmann godvillig tilbød sig at gjøre det, om et halvt Snes Mand vilde følge ham. Kun to vare at formaa dertil, men med dem lykkedes det ham under største Livsfare to Gange efter hinanden at komme hen til Brandstedet og tilsidst at faa Bugt med Ilden. Kommandanten, Klenow, tilsagde ham en Belønning, da han med forbrændte Klæder vendte tilbage, men den udeblev. Først da Heitmann 19 Aar senere ved Autoriteternes saavelsom ved Vidners Erklæringer godtgjorde, hvad han havde i udrettet, tilstodes der den, som det synes, forarmede og trængende Mand en aarlig Pension af 20 Rigsdaler.
Byen frembød efter Fiendens Afmarsch et sørgeligt Billede. Adskillige Huse vare haardt medtagne, nogle helt ødelagte. Mellem de sidste var den gamle Collettgaard (nu Boghandler Cappelens), hvis Eier James Collett havde lidt uhyre Tab. Med en anden ødelagt Gaard, hvis Beliggenhed er uvis (Byskriverenken Holst tilhørende), gik en stor Del af Magistrats-Arkivet tabt. I General Hausmanns
en af Samtidens berømteste Mænd, Frederik Rostgaard, og siden ogsaa af Provst Fr. Schmidt. Den unge Koss’s Ven, Johan Diderik Hegermann, døde som Major. En anden Søn af J. C. Koss, Gustav Henrik, levede sidst som Kancelliraad og Toldvisitør i Flekkefjord.
