Et Høyagtnings Vidne
fra nogle Hyrdinder i Norden
til
den norske Ovidius.
Hvis Verdens Skikke var som i de ældre Tider,
en Ærestøtte vi opreiste Dig Tullin,
men da vor Alder nu ei slige Moder lider.
saa gid vi havde kun saa sindrig Pen som Din,
paa det vi kunde her Din Pris saa net avmale,
som Du har malet alt, Din Maji-Dag især,
Og at – dog nei det er forgjæves vi vil tale,
Hver Tanke, Du har tænkt. Din Ærestøtte er.
Ja tro, vor norske Young! Din Lykke skulde blive
Din Tænke-Ævne lig, hvis de formaaede det.
Som sig. Forandrere af Dig, her underskrive
Til Tegn, at deres Kjøn kan ogsaa tænke ret.
M. R. K. V. K. A. D. E. A. S. B. M. M. L.[1]
Efter sin Mands Død (hans sidste Aar bleve, som vi siden skal høre, lidet lykkelige,) flyttede Fru Feddersen 1772 til Kjøbenhavn, hvor hun døde efter mange Aars Sygelighed 1803[2].
