Nogle Maaneder efter hedte det i en indsendt Poesi:
– – «hvad Norge anbelanger,
Som altid undertrykket er af Dansk og Jydske Slanger,
Fordi de nærmest Thronen kan sig jevnlig slaa i Bugte
Og sliske for Monarkens Haand, skal falske Fund (sic) ei lugte.
Saa gaar det til, naar al Forstand og Veedt (sic) tilsidesættes.
Med Dyrene vi lignes kan, fra Mennesker udslettes,
Det er den Løn, vi have bør, fordi vi tier stille.
Hvorfor gaar vi saa dum som Kjøer og lader os saa drille?
Vi kunde jo endrægtelig vor Sag andrage rigtig
For Kongen, som ret hjertelig hvers Bedste søger flittig.
Saa vilde han snart raade Bod paa det, som os nu trykker,
At Landets Velstand kom paa Fod og slængte sine Krykker.
Men venter vi saa længe paa, det af sig selv skal komme,
Saa lad os ind vor’ Tænder slaa og putte dem i Lomme.
Og naar vi det har færdiggjort, vor, Tænder ind at pikke,
Saa kan vi siden slug’ en L... og Fingr’ i R....... stikke.
Den som ei seer, hvad det har voldt og hvad deraf vil blive,
Hans Hoved er en Asenskolt, man burde af ham rive
Og sætte det op paa en Væg til priis for unge Drenge,
Bekaste det med raadne Æg og i Møgpytten slænge».
Den Misfornøielse, der gav sig Luft i saa plumpe Udbrud, var dog neppe særdeles udbredt. Langt mere almindelig var derimod Glæden over Struensees Fald den 17de Januar 1772. Hertil bidrog først og fremst her, som i Danmark, den indgroede Loyalitet og de udbredte Rygter om Struensees mange forræderiske Planer o. s. v. Men Struensee havde ogsaa gjort sig særlig upopulær i Christiania bl. A. ved at afsætte den afholdte Statholder Jakob Benzon[1]. Man holdt en Fest til Forherligelse af 17de Januar, der beskrives saaledes[2]:
«Med Faner og Musik først Borgerne optrakte (!)
Og hver Mands billig Agt for denne Dag opvakte
Ved Saluteringer af deres Haandgevær
Og ved Kanonskud, som gjentages stedse her.
Et Aftenstraktement der offentlig blev givet,
- ↑ Han havde været Vice-Statholder fra 1751 og var 1770 bleven afsat. Suhm siger om ham: «Vel har han ikke udrettet store Ting, men har holdt Landet i en jevn Gang og afværget meget ondt. Han er meget karrig, som sømmer sig lidt for en saa stor Embedsmand». Norsk hist. Tidsskr. 2. R. V, S. 263).
- ↑ E. Holm, Nogle Hovedtræk af Trykkefrihedstidens Historie, S. 89.
