som tilhørte Arrestantens Familie og var vel instrueret om den hele Undvigelses-Plan. Om denne ei kunde blive udført paa anden Maade, var jeg bestemt til at opofres».[1]
En Præmie af 500 Daler udsattes for den, som kunde paavise, ved hvis Medvirkning Juel var rømt, og bidrage til at faa Spor paa ham. Efter nogen Tids Forløb meldte sig en Bonde med den Oplysning, at en i Solør boende Kaksebonde, Tømmermærker Arne Ulriksen Kongshaug[2], skulde have havt med denne Sag at gjøre, men Arne godtgjorde ikke at have været i Christiania paa den Tid, da Flugten fandt Sted, og tilstod kun, at han 8 Dage derefter, da han paa Bernt Ankers Vegne var reist ind i Sverige, havde seet Juel og hans Tjener i Carlstad og der talt med dem. Juel havde da selv fortalt ham om sin Flugt saaledes: «Han havde formaaet den vagthavende Officer til at drikke et Glas Vin med ham om Aftenen, medens Tjeneren Jens havde lavet den Trosse fast, med hvilken han halede sig ned af Volden; da Tjeneren var færdig, havde Justitsraaden under Paaskud af, at han var søvnig, formaaet Officeren til at gaa. Denne lukkede da Døren for Arresten som sædvanlig og forføiede sig til sin Vagt. Justitsraadens Tjener fulgte Løitnanten til Vagtdøren, men kom siden tilbage og aabnede de tillukkede Døre med dertil forfærdigede Nøgler. Nu hidsede de sig ned fra Volden, og et lidet Stykke fra denne stode Heste færdige, hvormed de i største Skynding over Nitsund og Blakjer reiste ind i Sverige.»
Men hvorfra fik han Nøglerne, hvem har skaffet ham Heste og Befordring, og hvorledes fik han de Penge, som han strax viste sig at være i Besiddelse af i Sverige? Hvilke de gode Venner have været, der hjalp ham, er aldrig blevet opklaret, uagtet der udlovedes 500 Rdlr. for den, som kunde give nogen Oplysning derom. Der har endog været gjettet paa Bernt Anker, og inden Juels egen Familie fortaltes siden, at Anker var en af hans hemmelige Velgjørere; det var jo ogsaa Ankers Tømmermærker, som strax efter reiste til Sverige, og maaske har Arne Kongshaug forhandlet mere med Juel, end han senere fandt forgodt at oplyse i Forhøret.
