Biskop Hans Mule, erfares Intet, men Oslo By blev opbrændt, hvad enten det skede af de Svenske eller, som Thure Jønssøn paastod, af en «Jutehop» paa Bispegaarden. At Svensken plyndrede den ulykkelige Stad er vist, ligesaa at Mariakirken ved samme Leilighed fik et siden aldrig forvundet Knæk[1]. Nogle Aar senere blev Byen besat, men dog ikke ødelagt af Christiern den anden under hans sidste norske Episode 1531—1532; Men værst gik det dog til i den nordiske Syvaarskrig.
Aldrig, hverken før eller senere, have de Svenske trængt saa dybt ind i Norge som i denne Krig. 1564 var en kort Tid hele det Nordenfjeldske i deres Magt[2], gjentagne Gange beleirede de Baahus, og ved Grændsen af det Søndenfjeldske skede jevnlige Indfald. Det betydeligste af disse sidste forberedtes i Slutningen af 1566[3] og bragtes til Udførelse i Begyndelsen af 1567. Erik den fjortendes Lyst til at erobre Norge var bleven yderligere egget af den løgnagtige Eventyrer Enno Brandrøk, Søn af den i Reformationstiden bekjendte Christopher Throndssøn, der havde indbildt den svenske Konge, at Nordmændene vare villige til at modtage ham som Befrier fra den saakaldte danske Trældom. Johan Siggessøn, en Bondesøn fra Ångermanland, rykkede i Januar 1567 fra Dalarne ind i Østerdalen, bemægtigede sig i Begyndelsen af Februar Hamars Bispegaards (eller da Kongsgaards) befæstede Taarn og tvang de omliggende Bygder til at hylde Kong Erik. Svensken udbredte sig snart lige op til Gausdal, og paa en anden Kant overskred Fienden Foldenfjorden og optraadte endog i Thjølling ved Laurvig.
Den 18de Februar stode de Svenske med 17 Fenniker eller Kompagnier foran Akershus, hvor dengang den danske Adelsmand Christiern Munk til Toberup i Sønderjylland (nær det nuværende Christiansfeldt) var Befalingsmand; han var en Svigersøn af den bekjendte Hr. Mogens Gyldenstjerne til Stjernholm, der havde forsvaret Slottet mod Christiern den anden for nogle og tredive Aar siden. Da Christiern Munk havde faaet Nys om, at Svensken nærmede sig, havde han strax befalet Oslo Borgere at brænde sin
- ↑ Allen, De tre nord. Rigers Hist. III, 2, S. 402, 481, N. Nicolaysen i Aarsberetning fra Foren. til N. Fortidsmindesmærkers Bevaring for 1869, S. 184—185 (efter Linköp. Bibl. Handl. 2, S. 183), Handl. rör. Skandin. Hist. II, S. 31.
- ↑ Se herom mit Skrift: Krigen nordenfjelds 1564. Chra. 1872.
- ↑ Celsii Monum. politico-eccles. Ups. 1750, 4. pag. 246, 250.
