hindredes ved Sagbrugenes Indskrænkning. Fordelene ved Skovenes Fredning og Opelskning formindskedes ved den Tvang, der paa- lagdes for Sagbrugenes Skyld. Til at give skovene større Værdi og gjøre Omsorgen .for dem fordelagtigere, ansaaes det derfor gavnligt at overgive Skovenes Brug til Eiernes fri Villie og Fordel.» I Overensstemmelse med disse Principer fastsatte § 1: «Al Slags Trælast, stor og smaa, Maals og Undermaals, maa i Norge af Skoveierne hugges og udføres til udenrigske og indenrigske Stæder.»
§ 3 indeholdtes ogsaa et Tilsagn om, at Bevillinger til nye Sagbrug kunde ventes meddelte der, hvor det maatte findes fornødent for Skoveierne selv. Naturligvis maatte saadanne Bestemmelser,
allerhelst under gunstige Konjunkturer, fremkalde en stor Forøgelse af Aavirke og Udførsel. «Lokkede ved øieblikkets Fordel», bemærker Pram, «nedhuggede Skoveierne de opvoxende Træer i deres bedste Væxt til Lægter og Jufferter, men snart ansaaes dog den givne Frihed for et Anarki, hvis ødelæggende Virkninger erkjendtes og snart bekræftedes ved Erfaring.» Det kongelige Tilsagn om Forøgelse af de privilegerede Sagbrugs Antal var naturligvis ikke de rige Trælasthandlere, der tillige vare Sagbrugseiere, velkomment. Denne Paragraf fremkaldte ogsaa en Strid mellem Christiania-Patricierne og Hedemarkens unge Amtmand, den danskfødte Adelsmand Emanuel de Thygeson, som dengang endnu
