bedring. Lokalet var tilveiebragt i en Staten tilhørende Bygning (Stiftsgaarden), og en ussel Bibliothekarløn havde Kathedralskolen maattet rykke ud med, medens Reolerne o. s. v. tilveiebragtes ved en Gave af Kongens Privatkasse. Da Rosted i 1832 forlod Skolen, udvirkedes der en kgl. Resol. af 16de Januar 1833, som paalagde Kathedralskolens Rektor uden nogensomhelst Godtgjørelse at fungere som Kommunens Bibliothekar, et Arrangement, der charakteriserer sig selv. Bogsamlingen var omsider bleven omtrent utilgjængelig og var for en stor Del endog nedpakket i Kasser, efterat den 1803 var bleven flyttet fra sit første Lokale til Latinskolen og været udsat for farlige Fataliteter under dennes hyppige Husvildhed i de Aar, da Skolen hvert tredie Aar maatte flytte til Mangelsgaarden eller Thomsegaarden for at give Plads for Storthinget.
Imidlertid var Bibliotheket, trods Christiania Kommunes ravnemoderlige Forhold voxet ved de private Gaver, og dets Bestyrer, Professor Bugge, foreslog nogle Aar senere en liden Sum bevilget af Bykassen til en ny Katalog, men Byen havde ingen Lyst til en saadan Udtælling, og der blev endog (1839) fra Kommunens Side bragt paa Bane, at – Byen skulde afstaa hele denne Eiendom til Universitetet, for at blive den kvit. Det er overflødigt at udvikle, hvor kortsynet og urimelig denne Tanke var, for ikke at tale om, hvor lidet passende overfor Deichmans Minde. Planen blev da heller ikke udført, men Bibliotheket blev fremdeles overladt til sin Skjæbne, indtil der omsider tilveiebragtes et lidet Bidrag (ikke af Kommunen, men af Auktionsfondet) til dets Husleie og Bestyrelse, hvorefter Bøgerne omsider flyttedes fra Latinskolen til Borgerskolen, og Samlingen aabnedes 1846, efterat en Bibliothekar var bleven antaget. Til Forøgelse, Indbinding o. s. v. bevilgedes imidlertid Ingenting, og man var i den Henseende henvist til Deichmans Legat, der var omskrevet til 1000 Spd. De, der erindre Bibliotheket fra denne og den følgende Tid, ville neppe kunne tilbageholde et Smil. Bibliothekaren var en meget paalidelig og nøiagtig Forretningsmand, men ikke Bogmand, hvad der heller ikke kunde ventes for en Aflønning af 50 Spd. aarlig. Bibliotheket forøgedes med Bøger, som «Bien», «Skilling-Magazinet», «Riises Arkiv» og alskens «Læsefrugter», og besøgtes fordetmeste kun af Skoledisciple og Haandværksgeseller eller overhoved af et Publikum, der enten manglede Dannelse til at kunne bruge Universitetsbibliotheket eller var for fattigt eller for smaaligt til at bruge Leiebibliothekerne. Mellem saadanne Laantagere vandrede
