oprettede ogsaa et betydeligt Aktieselskab for at sikre sin Kornforsyning, 518 Aktier tegnedes, hver paa 100 Rdlr. Fideikommisset tegnede sig for 100 af disse, Rosenkrantz ligesaa, Peder Anker tog 40, Grev Wedel 30, John Collett 20. Regjeringskommissionen forbød Enhver at hage Brød til Udsalg af anden Slags Rugmel, end det saakaldte sammalede og usigtede, under Mulkt af 1 Daler Courant for hvert Brød. Ogsaa Surrogaternes Tid var snart kommen. Hestekjød blev anbefalet, og den katholske Geistlighed erindret med Uvilje, fordi den havde vænnet Nordmændene af med at spise Heste. Øl af Birkesaft og Tobak af Potetesgræs anpristes. Biskop Bech foreslog Brød af islandsk Mose og Karvekaal. Men de ivrigste Surrogatprædikanter var Farmaceut (siden Bureauchef) J. C. Schandorf, den samme som tilligemed sin Hustru grundlagde Eugenias Stiftelse, og dernæst den mere velmenende, end praktiske, tilsidst høist ulykkelige Overlærer M. R. Flor («Mosepræsten», der vandrede paa sin Fod om i Bygderne for at undervise Bønderne) og endelig den residerende Kapellan, Prof. Ole Pihl[1]. Sidstnævnte høstede ikke megen Tak for sine Forslag. Tvertom regnede der med Anfald over ham i Avisen, især fra Schandorf[2]. Overhoved havde vel flere af dem, der foresloge Surrogater for Andre, uden netop selv at ville nyde dem, ikke synderlig Glæde af sin Virksomhed. Det heder herom i en nogle Aar senere (1813) meget udbredt politisk Vise[3]:
- ↑ Denne Mand, der nylig var bleven titulær Professor (man har ment ved en feilagtig Expedition fra Kancelliet, som sendte ham den Bestalling, der var bestemt for hans fortjente Broder, Provst P. paa Hedemarken, hvilket dog neppe er rigtigt), var ikke meget afholdt i Byen. Han tog nogen Tid efter sin Afsked som Præst og blev Kjøbmand. Ogsaa flere andre Præster forlode i hin Tid sine Embeder for at gaa over i praktiske Stillinger, forhen noget næsten Uhørt. Som Exempler kunne nævnes Hofgaard i Sigdal, der blev Proprietær paa Fornebo, Glückstad i Skjeberg, der blev Justitsraad og Kjøbmand paa Frederikshald, Sartz i Laurvig og kort efter 1814 Wulfsberg, der blev Archivar ved den norske Statsraadsafdeling i Stockholm og tilsidst Toldbetjent i Drammen.
- ↑ Til en Prøve: «Endvidere maa jeg anmærke, at det ikke er nok til at fortjene Navn som Patriot, at Hr. Professoren med abderitisk Geskjæftighed opripper Alt, hvad Taabelighed kan binde ham paa Ærmet, og udspreder dette som egne Forslag til almindelig Nytte; kanhænde, at de skal faa Patriotismens ærværdige Udseende ved at besløres med sentimentale Udraab om Medmennesker, Menneskelighed, lidende Menneskelighed og mere saadan tom Deklamation».
- ↑ M. Birkeland, Bidrag til Norges nyere Historie (Aftr. af Ill. Nyhedsbl.). Chra. 1858, S. 37. Det er denne politiske Vise, som L. Engelstoft (Udvalg af L. E.s Skrifter, B. III, S. 357–358) i et Brev af 24de Mai 1813 omtaler som «rullerende» i Kjøbenhavn.
