Med stærke Skridt nærmede sig nu den Time, der skulde overskjære det gamle Baand mellem Norge og Danmark. Traktaten i Aabo (Oktober 1812) garanterede Sverige Afstaaelsen af Norge som Løn for dets Bistand i den sidste Koalitionskrig mod Napoleon. Allerede tidligere havde svenske Flyveskrifter, der opfordrede Nordmændene til Frafald, været i Omløb i Norge og ikke mindst i Christiania. Der gaves jo her siden Krigens Tid ogsaa Enkelte, som begrebe Misligheden af Foreningen med Danmark, saalænge ikke ogsaa Sverige var optagen deri, og som derfor, efterat Udsigterne til en fuldstændig skandinavisk Union vare forspildte ved Frederik den Sjettes Kortsynethed og Stivsind, længtes efter dog at se Halvøens to Folk forenede. Men denne Opfatning tilhørte ogsaa kun Enkelte. Norges Lidelser under den fortsatte Krig med England og Kontinentalsystemets Overholdelse i dets fulde Strenghed vare vel store: ingen Varer af engelsk Oprindelse turde indføres, ingen Englænder sætte sin Fod ind i Landet, Søfarten standsede, Norge maatte dele Følgerne af Danmarks i Bund og Grund ødelagte Pengevæsen. Men ikke destomindre blev Norge sit gamle Broderrige og dets Konge tro til det Sidste, og det skal ogsaa taknemmeligt erindres, at Danmarks og Kongens Opofrelser i hine Aar for at redde Norge for Hungersnødens Kvaler vare store og følelige.
Efterat Regjeringen i Danmark var bleven fuldt vidende om
de Allieredes Planer til Monarkiets Deling, maatte det være den
