Ægteskab bleven separeret[1] og var saaledes som enlig Herre kommen til Christiania. Da han nu lod Damerne tilsige at møde i Palæet i «rôbe de cour», vakte det naturligvis største Forbauselse. «Ikke om Fienden havde staaet udenfor, (heder det i en Dames, Fru Munchs, Optegnelser om hin Tid) kunde der være blevet mere Allarm og Forstyrrelse i Byen. Herrerne vilde ikke lade sine Koner og Døtre slippe ind til den unge og smukke Prinds, og rôbe de cour kjendte Damerne i Christiania ikke til». Endnu mere opholdt man sig over Indbydelsens Form, thi foruden alle Damer af Embedsklassen havde Prindsen ogsaa ladet tilsige øde yngste og smukkeste» Fruentimmer udenfor denne Stand, hvorfor Spottefugle bemærkede, «at han vilde se sig om blandt Landets Døtre i samme Hensigt, som fordum Kong Ahasverus». Imidlertid blev hans Ønske opfyldt, Damerne kom, bleve opstillede i et stort Værelse i Palæet uden Hensyn til Rang eller Stand, Prindsen kom ud, og efter en almindelig Hilsen «associerede» han sig med Stiftamtmandinden, Fru Thygeson, gik med hende Stuen rundt og talte med hver eneste nogle Ord, «undertiden endda ikke faa».
Den hessiske Prinds forlod nu Norge. Christian Frederik fulgte ham selv til Frederiksstad og saa ham vel ombord i den samme Baad, med hvilken han selv var kommen herop til Landet. Da omfavnede Christian ham med de Ord: «Gid min Afsked fra Norge maa blive som Deres», en smigrende Kompliment. Det gjorde et godt Indtryk, at Thronarvingen viste sin Forgjænger saa megen Agtelse og Opmærksomhed. Prinds Friedrichs Reise blev meget besværlig, og det varede syv Dage, inden han landede i Gilleleie paa Sjelland; Provianten var sluppen op, og han havde intet andet til at oplive sig med end Brændevin og Tobak. I Danmark bemærkede man, at han var bleven korpulent heroppe[2]. Som bekjendt, deltog Prindsen siden med Ære i Felttoget i Slutningen af 1813.
Foruden det dramatiske Selskab, hvori Enevold Falsen engang var Sjælen, var der (omtrent 1809) opstaaet en anden Forening af æsthetisk Tendents i Christiania, det saakaldte musikalske Lyceum. Oprindelig var Planen at «fremme Musiken og at soutinere duelige og overhoved uformuende Artister», men Selskabets Hovedvirksomhed blev at opføre Syngestykker for betalt Entré. Stifteren var uden-
