fra Moss ikke mere i Christiania, men levede den hele Tid paa Ladegaardsøens Hovedgaard. Af og til talte han om at reise til Ringerike af Frygt for svenske Efterstræbelser, og det var kun med Nød, at Statsraadet fik ham overtalt til at opgive en Reise, der vilde have vakt saamegen Opsigt. Da han imidlertid haardnakket vedblev sin Paastand, at de Svenske vilde bryde Vaabenstilstanden, gaa med en Kolonne over Fetsund og tage ham tilfange, maatte man, for at tilfredsstille ham, love at udstille Forposter og sende Patruljer ud i alle Retninger, «for at han i betimelig Tid kunde faa Underretning og flygte». En Officer af Generalstaben, til hvem Kongen havde Tillid, skulde hemmelig udføre dette Hverv, men han forestillede Statsraadet indtrængende,
at saadant vilde være en prostitution baade ligeoverfor den norske Armee og de svenske Officerer, som imidlertid vare komne til Christiania, og foreslog, at Intet skulde foretages, men Rapporter skrives til Kongen om fingerede Patrouiller og Rekognosceringer. Dette bifaldtes, og Officeren indesluttede sig i sit Logi og skrev Rapporter, daterede snart fra det ene, snart fra det andet Sted paa Demarkationslinien. Selv for de Norske nærede Christian Frederik nu saadan Frygt, at han ofte spadserede i skoven paa Ladegaardsøen den største Del af Natten og først gik tilsengs henimod Dagbrækningen[1].
- ↑ J. G. Meydells Oplysninger til Felttoget i Norge 1814 i P. A. Munch’s Norsk Maanedsskrift, 5te Bind. Meydell tilføier: «Naar dette ikke var blevet bekjendt for mange Personer i hin Tid, saa vilde man tro, at her blev fortalt lutter Usandhed».
