ner, der vare fælles for det hele Land. Disse vare dog faa, og de formindskedes endog i Tidens Løb mere, end de forøgedes, idet Souveræneteten borttog Hyldinger og Stændermøder. Selv Statholderembedet var ikke altid besat, og Overhofretten ophævedes til Christianiensernes Misfornøielse i 1797. Naar ikke desto mindre Staden navnlig efter Midten af det attende Aarhundrede mere og mere gjorde Fordring paa Forrangen blandt Norges Byer, skjønt den i Folketal afgjort stod tilbage for Bergen og ikke meget overgik Throndhjem, ja en kort Tid endog havde Arbeiderbyen Kongsberg til Medbeiler, da havde dette sin bedste Berettigelse deri, at man virkelig allerede dengang her fandt en høiere Dannelse og en mere udviklet Almenaand, end i nogen anden norsk By.
Men det var meget langt fra, at Christiania havde været et Middelpunkt for Norges Land og Folk. Et saadant gaves nemlig hidtil slet ikke inden Rigets egne Grændser, thi den sande Hovedstad var for Nordmændene, saavelsom for de Danske, Kongens Kjøbenhavn. Der var den fælles Regjerings Sæde, der fandt de vigtigste Velfærdsspørgsmaal sin Afgjørelse, der vare ogsaa vort Lands mest oplyste Mænd uddannede, didhen vendte sig deres Erindringer og deres Tanker, der fandt endelig saamange af Norges mest begavede Sønner den værdigste Anvendelse for sine Evner. For den større Del af Norge var Christiania endog en helt fremmed By. Mænd som Holberg og Nordal Brun have aldrig betraadt dens Gader, ligesaalidt som Tullin eller Bernt Anker nogensinde havde aandet vestlandsk Luft. Overhovedet havde den større Del af hele Vestlandets Embedsmand aldrig seet Christiania, medens deres Standsfæller i det Nordenfjeldske høist kjendte vor Stad fra flygtige Gjennemreiser. Endnu henimod Midten af vort Aarhundrede gaves der især i Bergens Stift Præster og andre studerede Mænd, der aldrig havde været her, eller høist aflagt et flygtigt Besøg, saaledes som Lyder Sagen († 1850), der i sit lange Liv kun engang (i 1805) havde været her i nogle Dage. I end høiere Grad var Byen ubekjendt for Vestlandets og Nordlandets Næringsstand. Udenfor sit egentlige Opland og sin Tømmertrakt havde nemlig Christiania saagodtsom ingen kommerciel Betydning, og veienes og Samfærselens lave Standpunkt opfordrede ikke til andre Reiser, end de allernødvendigste. Den Indvandring fra Landdistrikterne, der maatte til, for at ikke Byens Folketal aarlig skulde synke, foregik kun fra de nærmere Egne, og det østlandske Element, som ganske vist endnu
