I Aaret 1662 fik samtlige norske Kjøbstæder nye Privilegier, og med dette Aar begynder en Periode i vor Handelsrets Historie, der strækker sig lige ned mod vore Dage. Af de Forandringer, som nu indførtes, have vi allerede antydet den vigtigste, nemlig at Kjøbstadborgerne bleve eneberettigede til at drive Trælasthandel. Det kan ogsaa mærkes, at Præsters, Fogders og Sorenskriveres saa ofte paaklagede Befatning med Handel strengt forbødes. Der forekommer efter den Tid neppe spor til saadan Trafik fra Embedsmændenes Side.
Ogsaa Bragernes havde i 1662 i Forbindelse med Strømsø, hvis første Opblomstren just fandt sted ved denne Tid, søgt om at faa Kjøbstadsrettigheder under Navn af Frederiksstrøm. Regjeringen lod statholder Iver Krabbe afgive Erklæring om, hvorvidt dette Andragende uden Skade for Christiania kunde indvilges, samt om Bragernes var skikket til Fæstning, og om «Saltskjæret» (i Nærheden af Svelvigen) egnede sig til at fortificeres for at kunne «beskjærme Bragernes og kommandere Opfarten af Søen». En saadan Undersøgelse blev ogsaa virkelig anstillet af Iver Krabbe i Forening med Overingeniør Coucheron og Kommandanten paa Akershus, Oberstløitnant Schort. Betænkningen, der afgaves den ute Juli 1662, er ikke uden Interesse. «Trafiken i Bragernes», heder det, «er større end i Christiania». Men den bestod dog alene i Tømmerlast, og naar saa engang Skoven var udhuggen, vilde Bragernes efter Statholderens Mening gaa tilgrunde; «skal Tømmerhugningen kontinuere, som hidtil er skeet, vil Trafiken inden 20–30 Aar mærkelig aftage». I ethvert Fald mente man, at Bragernes ei kunde blive Kjøbstad uden Christianias Ruin, thi Christianias Indbyggere vilde strax flytte did, hvor de ei trykkedes ved nogen Indkvartering og altsaa kunde leve billigere. «Dersom nogen Fiende», vedbliver Statholderen, «skulde, det Gud naadelig forbyde, indtrænge sig saavidt udi Riget, at han bemægtigede sig Bragernes By og fandt en saadan Kjøbstad for sig, hvor han kunde logere og have sin Underholdning, var han Mester over alt det, som her søndenfjelds ligger, helst naar han havde Sølvbjergverket saa nær ved Haanden». Til Fæstning befandt man Bragernes ubekvemt, heller ikke ansaaes det hensigtsmæssigt at befæste «Saltskjæret», da Fienden alligevel kunde gaa i Land ved Hurum
