Side:Daae - Det gamle Christiania.djvu/83

Denne siden er ikke korrekturlest

skyldige fik Løfte om Tilgivelse, hvis de vilde meddele de Oplysninger, man forlangte, og nu kom det for Dagen, at ikke mindre end sexti af Byens Borgere og Embedsmænd vare indviklede i denne Sag. Mellem dem var en stor Del af Patricierne, f. Ex. Gjord Andersen (dengang General-Toldforvalter!), Tøger Grøn, Claus Bendeke, Paul Pedersen Vogt, Morten Leuch, Kommerceraad James Collett, Erik Ankers Enke, Byfogden Adam Barch osv. osv. Endel Borgere maatte reise til Kjøbenhavn for at bede om Naade, og andre forsøgte at hevne sig paa den kongelige Toldinspektør Christen Tobiesen samt paa Generalfiskalen og de udnævnte Kommissarier ved at opslaa fornærmelige Paskiller om dem paa Gadehjørnerne, hvilke efter gjentagen kongelig Befaling bleve brændte af Bøddelen paa Torvet^[1].

Som man vil have seet, gik en overveiende Del af de Formuer, som ved Begyndelsen af det attende Aarhundrede vare samlede af Handelsmænd i Christiania, ved Giftermaal over i Embedsmænds og Rangspersoners Besiddelse. Saavel Forfatteren af Haandskriftet om Byens Tilstand i 1735 som ogsaa Tullin se heri en af Grundene til Byens Tilbagegang i den senere Del af Frederik den fjerdes og Begyndelsen af Christian den sjettes Regjeringstid^[2].

↑ Noget udførligere er denne Sag behandlet af L. J. Vogt i Slægten Vogt, S. 26 flg. At Toldsvig ogsaa senere længe vedblev at gaa for sig og det i meget høi Grad, er bekjendt nok. Endnu i Aaret 1790 skriver Stiftamtmanden i Christiania, Frederik Moltke, saaledes til sin Ven Geheimeraad Bülow: «Er det ikke skammeligt, at i afvigte Aar er ikke fortoldet saamegen Vin, som man dog kan anslaa, at Kirkerne alene have behøvet». (Bülows Papirer udg. af L. Daae, S. 42). Om lignende Misligheder i stor Udstrækning i de danske Provindsbyer i Frederik den fjerdes Tid se Norsk hist. Tidsskr. 2. R. VI, S. 27.
↑ «En af Aarsagerne til Handelens Aftagelse er vel ogsaa denne, at naar en bemidlet Kjøbmand har en Dotter, er hun gjerne for god for en brav Kjøbmand; hun skal endelig have en Rangsperson. Hvoraf følger, at fattige Karle maa tage fattige Piger og slæbe sig frem; lykkes det ham, og han faar Børn, skal hans Søn studere og hans Dotter have en Embedsmand. Herved gaar Midlerne fra Kjøbmandsstanden, og den mister de Sener, hvorved den skulde spændes i Veiret. Den, som har seet sig om i Verden, ved, at det er ikke saa usædvanligt paa de største Handelsstæder, at en flittig og tro Karl faar sin bemidlede Husbondes Dotter. Man skulde vel ogsaa tænke, at man kunde udspore sin Dotters Lykke bedre hos et Menneske, som man i lang Tid havde omgaaet, end hos en anden, som man maaske ikke længer har kjendt, end siden han begyndte at frie. Desuden skulde man tænke, at Regjeringen og Landet var bedre tjent med rige Kjøbmænd end med rige Rangspersoner. Man har derfor ikke nødig i disse Tider at raabe saa meget imod mange menneskers Forfængelighed og Rangsyge, thi som Characteren er til, saa faa de Piger til. Tullins samlede Skrifter, II, S. 283.

[1] Noget udførligere er denne Sag behandlet af L. J. Vogt i Slægten Vogt, S. 26 flg. At Toldsvig ogsaa senere længe vedblev at gaa for sig og det i meget høi Grad, er bekjendt nok. Endnu i Aaret 1790 skriver Stiftamtmanden i Christiania, Frederik Moltke, saaledes til sin Ven Geheimeraad Bülow: «Er det ikke skammeligt, at i afvigte Aar er ikke fortoldet saamegen Vin, som man dog kan anslaa, at Kirkerne alene have behøvet». (Bülows Papirer udg. af L. Daae, S. 42). Om lignende Misligheder i stor Udstrækning i de danske Provindsbyer i Frederik den fjerdes Tid se Norsk hist. Tidsskr. 2. R. VI, S. 27.

[2] «En af Aarsagerne til Handelens Aftagelse er vel ogsaa denne, at naar en bemidlet Kjøbmand har en Dotter, er hun gjerne for god for en brav Kjøbmand; hun skal endelig have en Rangsperson. Hvoraf følger, at fattige Karle maa tage fattige Piger og slæbe sig frem; lykkes det ham, og han faar Børn, skal hans Søn studere og hans Dotter have en Embedsmand. Herved gaar Midlerne fra Kjøbmandsstanden, og den mister de Sener, hvorved den skulde spændes i Veiret. Den, som har seet sig om i Verden, ved, at det er ikke saa usædvanligt paa de største Handelsstæder, at en flittig og tro Karl faar sin bemidlede Husbondes Dotter. Man skulde vel ogsaa tænke, at man kunde udspore sin Dotters Lykke bedre hos et Menneske, som man i lang Tid havde omgaaet, end hos en anden, som man maaske ikke længer har kjendt, end siden han begyndte at frie. Desuden skulde man tænke, at Regjeringen og Landet var bedre tjent med rige Kjøbmænd end med rige Rangspersoner. Man har derfor ikke nødig i disse Tider at raabe saa meget imod mange menneskers Forfængelighed og Rangsyge, thi som Characteren er til, saa faa de Piger til. Tullins samlede Skrifter, II, S. 283.

[1]

[2]