6
mig, endog med sit eget Livs Forlis.“[1] — „Gunnerus, Treschow[2] og Dass, den første den navnkundigste, den sidste den lærdeste, den mellemste den bedste. Det norske Videnskabers Selskab bliver et varigt Æresminde for den første, den sidste vil længe leve i sine Disciple, og de, Throndhjem og Academiet vidne, at en dueligere Rector, end han, kan ikke være. Dog en god Rector, det er en ringe Ting, Skolestøvet besmitter Klæderne, og en bekvem Haarskjærer sættes nu mere Pris paa.“[3]
Af hvad vi saaledes have hørt om Dass, kan det let forstaaes, at en Mand som han ogsaa fik Fiender. En af disse blev Biskop Hagerup, der oprindelig havde kaldet ham til Throndhjem. Dass og Hagerup vare to grundforskjellige Naturer. Hagerup havde i sin Ungdom været Pietist, men efterat han havde gjort sin Lykke og naaet høie Stillinger i Kirken, blev han en opblæst og herskesyg Prælat. Med hans Studier var det kun middelmaadig bevendt, og da han ikke destomindre vilde gjælde for Lærd og føre det store Ord i Skolens Anliggender, blev Forholdet mellem ham og Dass et erklæret Uvenskab. Allerede i 1736 forefaldt der heftige Scener i Skolen mellem Biskop og Rector i Høreres og Disciples Nærværelse. Biskoppen kaldte Rectoren ingratissimus homo, jog en Hører, hvem Rector overensstemmende med den ham tilkommende Myndighed havde antaget, bort fra Tjenesten, blandede sig i Examinationen o. s. v., og Forholdet blev endnu værre,
