Denne siden er korrekturlest
13
ronii Annaler, der ikke skal tjene til Tidsfordriv, men være en Skat for Eftertiden og danne et Grundlag for tilkommende Historieskrivere. Thi i Historien er det Vidnesbyrdene, hvorpaa det kommer an, og fordærvelig er den Anskuelse, at denne altfor kritiske Fremgangsmaade (κριτικώτερον genus) ikke anstaar Historieskriveren. Men en saadan Mening er heller ikke andet, end at ville holde sig Døren og Porten aaben for Opdigtelser, idet man paaberaaber sig sin gode Smag.“[1]
Disse classiske Ord, der indeholde en Lære, som ingen Historiker ustraffet forglemmer, kunne, skjønt hverken Gram eller Langebek have læst dem, betragtes som Programmet for deres Virksomhed, ligesom i Almindelighed for den sande HistorieforSkning.[2]
- ↑ I Edm. Pfleiderer, Gottfried Wilhelm Leibnitz als Patriot, Staatsmann und Bildungsträger. Lpz. 1870. S. 632–634.
- ↑ Der findes et vistnok lidet paaagtet Spor til, at der allerede i Begyndelsen af det attende Aarhundrede har dannet sig et Selskab i Kjøbenhavn for Forskninger, udentvivl især historiske. I Ser. Rer. Dan. V. p. 311 vil man nemlig finde citeret et Haandskrift, Acta Societatis Indagantium Hauniensis. Af Fr. Nannestads Forord (S. 5) til de af ham (i Christiania 1767. 4to.) udgivne: „Johan Colds Tanker om Slægtningers Ret ved Testamenter“ o. s. v. erfarer man, at Stifteren af Selskabet var Søren Lintrup, der 1702 kom til Kjøbenhavn efter at have forladt Bergens Rectorat formedelst den da stedfundne Ildebrand. Selskabet, skriver Nannestad, „bestod af de flittigste og dueligste blandt den studerende Ungdom.“ Johan Cold forlod Kjøbenhavn og Selskabet 1706, inden hvilken Tid dette altsaa maa have været i god Gang. Som bekjendt blev Gram Student 1703, og det bliver da høist sandsynligt, at han har været Medlem af denne Kreds. Lintrup tør altsaa have øvet Indflydelse paa Grams Udvikling, hvilket ogsaa bestyrkes ved Jens Møllers Oplysninger i det Skandinaviske Literaturselskabs Skrifter, VI, S. 12. Ved en tidligere Leilighed (i mine „Optegnelser til L. Holbergs Biographi“, Norsk hist. Tidsskrift, II, S. 256–257) har jeg, dertil bevæget ved Ytringer af Holberg selv om hans med ham saa lidet aandsbeslægtede Rector, maaske ikke ydet Lintrup fuld Retfærdighed.
