Side:Daae - Gerhard Schøning.djvu/18

Denne siden er korrekturlest

14


Langebek havde været Grams Discipel, Schøning blev en Discipel af dem begge to. Med Gram er han udentvivl fra først af kommen i Berøring ved en Anbefaling fra Benjamin Dass. Hvor gode Tanker Gram har havt om den unge fattige Nordlænding, kan bedst sees deraf, at han havde til Hensigt at give ham en Post, som dengang var overmaade stærkt eftertragtet formedelst den Adgang, den aabnede til de for Almenheden lukkede Lærdomsskatte, nemlig en Amanuensispost ved Kongens Bibliothek. Desværre blev dog heraf Intet, da Gram forinden døde 1748. Med den kun tolv Aar ældre Langebek kom Schøning ogsaa let i Bekjendtskab. Han havde overhoved den Lykke at komme i Forbindelse med de fleste Mænd i Hovedstaden, af hvem en begyndende Historiker dengang fortrinsvis kunde lære. Hans Privatpræceptor var Bernhard Møllmann, der som Professor havde overtaget de historiske Forelæsninger, efterat Holberg var gaaet over til Qvæsturen. Det var en Mand af megen polyhistorisk Lærdom, der dog i Literaturen saagodtsom Intet har efterladt, og hvis Navn heller ikke fik nogen god Klang i det kongelige Bibliotheks Historie, da han efter Gram overtog dets Bestyrelse, men ifølge Suhms Beretning skal dog Schøning have draget Nytte af Møllmanns udstrakte Bogkundskab. Ogsaa til den gamle Holberg havde Schøning Adgang, uden at vi dog nærmere kjende hans Forhold til denne. Han kjendte ogsaa Erik Pontoppidan, som dengang samlede sit kirkehistoriske Materiale, og Klevenfeldt, som samtidig grundlagde Studiet af den danske Adelshistorie.

Som de allerfleste borgerlige Studenter tog Schøning den theologiske Examen, og han prækede ogsaa til