Side:Daae - Gerhard Schøning.djvu/26

Denne siden er korrekturlest

22

Skaldenes Kvad ikke vare blevne omhyggelig opskrevne, hvorved saa meget var gaaet tabt, og citerede i den Anledning Theodoricus Monachus’s Ord om Usikkerheden af det Sted, hvor Olaf den Hellige var døbt: Non mirum de Olavo hoc contigisse in ea terra, ubi nullus antiqvitatum scriptor fuerit.[1] „Desværre,“ fortsætter Taleren, „har Tilstanden ikke været meget bedre efter Theodoricus’s Tid, kun faa have i Norge lagt Vind paa Videnskaberne, endnu færre vundet Berømmelse ad den Vei. Desto mere Pris maatte man sætte paa de kjendelige Fremskridt, der havde vist sig i den seneste Tid. Man maatte erindre, at Landet Savnede offentlige Bibliotheker, var ganske blottet for høiere videnskabelige Stiftelser, kortsagt, at intetsteds i Europa var Lærdom vanskeligere at opnaa. Ikke destomindre havde alene Thrøndelagen og Throndhjem i det sidst forløbne halve Aarhundrede frembragt ikke mindre end otte Mænd, der havde opnaaet Bispestole, Professorater o. s. v., medens det tidligere lige siden Reformationen havde været en saare stor Sjeldenhed, at nogen derfra udgaaet Mand havde hævet sig til saadanne Stillinger.[2] Heri turde sees et Varsel om, at der snart forestod en Tid, da Norge og Thrøndelagen ikke mere i Fremmedes Øine skulde gjelde for et Barbariets Hjem, altsaa efter Digterens Ord en Tid, quo de conducendo rhetore loquetur jam ultima Thule.[3]

  1. Theod. Mon. ed. Kirchmann, p. 23.
  2. Her maa bl. A. sigtes til de fem Thrøndere, der i det attende Aarhundrede vare blevne Biskopper: Caspar Wildhagen (1712) i Viborg, Eiler Hagerup (1731) i Throndhjem, Christian Ramus (1732) i Fyn, Christopher Mumme (1755) i Aalborg, Peder Hersleb (1730) i Christiania og siden (1737) i Sjælland.
  3. De conducendo loquitur jam rhetore Thule, JuvenaI. Sat. XV, 112.