Side:Daae - Gerhard Schøning.djvu/31

Denne siden er korrekturlest

27

bemærket være jovial og elskværdig,[1] men fuldt saa ofte var han dog pedantisk og stiv.[2] Paa sin Side var formodentlig Schøning heller ikke ganske uden Skyld, da det kom til Rivninger imellem dem. Han tilstaar selv i Anledning af disse Sammenstød, at han „var af et Gemyt, som let kunde irriteres“,[3] og en af hans senere Disciple bemærker i sin Mindetale over ham, at Rectoren i de Aar „kunde have ønsket sig et lettere Sind, en mere munter Lune“,[4] det vil vistnok sige, været noget medgjørligere.

Allerede kort efter Schønings Tiltrædelse var Spændingen mellem Biskop og Rector meget stor. En Discipel havde forfattet et Skandskrift over en af Skolens Hørere, hvorfor Schøning gav ham en eftertrykkelig Straf, Faderen tog Sønnen ud af Skolen og klagede til Bispen over, at Rector havde „slaaet Drengen fordærvet“, Nannestad indfandt sig da i Skolen i Schønings Fraværelse og indsatte Discipelen paany efter offentlig at have lastet Rectors Conduite og bestemt et Maximum af Straf, som ikke maatte overskrides uden biskoppeligt Samtykke. Rector forlangte saa dette Forbud skriftlig, men uden at faa Svar. Kort efter lod Nannestad en Finnedreng, der gik i Byens Fattigskole, uden Rectors Vidende og i dennes Fraværelse indsætte i Latinskolen; en anden Gang lod han Skoleforordningen

  1. Saml. Skr. X, S. 33.
  2. L. Helveg, Den danske Kirkes Historie efter Reformationen, II, S. 134—135. Danske Saml., udg. af Chr. Bruun m. Fl., IV, S. 110—111.
  3. Brev fra Schøning til en „høigrevelig Excellenee“ (J. L. Holstein?) af 24de August 1754 (St. kgl. Bibl., Ny kgl. Saml., No. 743. fol.).
  4. Samling af Mindetaler, holdne i det kgl. Norske Vidensk. Selskab, udg. af H. J. Wille. Kbh. 1805. S. 217. Smlgn. Suhms Saml. Skr. VI, S. 82.