Side:Daae - Gerhard Schøning.djvu/38

Denne siden er korrekturlest

34

toniske i Verket har ikke holdt Stik, men Skriftet indeholder dog en rig Skat af Lærdom, der endnu gjør det umisteligt, selv efterat i vort Aarhundrede saamange andre Arbeider over dette Emne have seet Lyset, og det er skrevet med en Kjærlighed til Gjenstanden, der ikke forfeiler sit Indtryk paa den gode Læser. Jeg kan som et Exempel anføre Thrønderen Peder Krog Meyer. Om ham skriver hans Biograph: „Schønings Beskrivelse af Throndhjems Domkirke var ham uundværlig. Naar han som Mand ret skulde forlyste sig ved at gjennemleve paany sin sorgfrie Ungdom, da maatte hin Topographi drages frem af Hylden. Dens Omstændelighed behagede ham, fordi han kjendte enhver Plet, og dens Tørhed forsvandt, fordi hans livlige Phantasi bedækkede den med Skolelivets tusindfold uskyldige Glæder.“[1]

I 1752 havde Schøning sendt Langebek en Afhandling om „Nordlysets Ælde“. Denne Afhandling blev den 5te Marts 1753 og i fire følgende Møder forelæst i det kgl. danske Videnskabsselskab, hvor den vakte megen Anerkjendelse formedelst den store Erudition, hvorom den vidnede. Den gik ud paa at vise, at dette Phænomen ogsaa har været kjendt i Oldtiden og navnlig af de gamle Nordboer, og i en langt senere Tid har en udmærket Naturforsker, Hans Christian Ørsted, udtalt, at den „havde en virkelig Værdi for Naturvidenskaben, da Nordlyset i lange Perioder ligesom bliver borte eller viser sig meget sjeldent.“[2] Videnskabssel-

  1. Jens Møller, i Biskop Dr. P. Krog Meyers Minde, i Theologisk Bibliothek, XVII. Kbhvn. 182O. S. 26O.
  2. C. Molbech, Det kgl. Danske Videnskabernes Selskabs Historie i dets første Aarhundrede, S. 127—128, 233. Langebek til Deichman 23de Decbr. 1752. (Deichm. Bibl. Manuscr. No. 111. 4to). Afhandlingen er trykt i Selskabets Skrifter, VII. S. 167—316. Dette Stykke