47
videre at være Professor i Sorø. Ikke ret længe efter kom han dog til at forlade Academiet, og skjønt Fjernelsen vistnok oprindelig kun var tænkt at skulle blive midlertidig, bevirkede dog Omstændighederne, at han ikke mere kom til at vende tilbage til sin soranske Virksomhed.
Schøning, hvis hele Sjel hang ved Norge, og hvis lærde Arbeider altid først og fremst sigtede til den norske Histories Belysning, havde længe ønsket gjennem en Reise i Fødelandet at gjøre sig bekjendt med dettes forskjellige Egne, af hvilke han, naar undtages Throndhjem og Omegn samt Nordlandene, kun havde seet de færreste og det kun gjennem flygtige og tilfældige Besøg. Jeg antager, at dette i og for sig naturlige Ønske er blevet endnu mere levende hos ham derved, at det af det danske Videnskabernes Selskab blev ham overdraget at udgive Beskrivelsen om den Reise, som de arnamagnæanske Stipendiarier, Philologen Eggert Olafsen og Medicineren Bjarne Povelsen, havde foretaget i sit Fødeland Island i Aarene 1752—1757. Reisebeskrivelsen var bleven affattet af Olafsen og derefter givet John Erichsen til „Forbedring i Henseende til Stilen“, men med Udgivelsen var det gaaet i Langdrag, indtil Selskabets Secretair Hielmstierne endelig i 1769 bevægede Schøning og John Erichsen til at foretage en endelig Revision og at besørge Skriftet i Trykken. Da imidlertid Erichsen 1771 bortkaldtes fra sit Professorat i Sorø for at overtage en Embedsstilling i Rentekammeret, overtog Schøning alene Fuldendelsen, forfattede det omhyggelige Register og udgav det Hele i Sorø 1772 i to store Kvartbind. Som bekjendt hører Verket i sit Slags til den dansk-norske Literaturs Prydelser; det oversattes saavel paa
