Forbauselse var bleven var, at Lappernes Sprog i den Grad lignede hans eget Modersmaal, at han ligefrem kunde forstaa en stor Del af deres Tale, hvorved man først kom til Kundskab om Magyarernes og de finske Folkestammers nære Slægtskab.[1] Glemmes maa det endelig heller ikke, at enkelte Embedsmænd have benyttet den Leilighed, som deres Forretningsreiser tilbød dem, til at gjøre videnskabelige Iagttagelser og Optegnelser. I denne Henseende fortjene Biskop Jens Nilsen i Oslo, Torfæus som Kammererer paa Vestlandet, samt Biskopperne Erik Pontoppidan i Bergen og Gunnerus i Throndhjem med Erkjendtlighed at erindres.
Schønings Reise er imidlertid at betragte som den første, der ligefrem tilsigtede en systematisk og saavidt mulig udtømmende Undersøgelse af Norges Land i historisk og antikvarisk Retning, ligesom han ogsaa var den første af sit Fag, der reiste med den bestemte Hensigt at nedlægge sine Iagttagelser i en udførlig Reisebeskrivelse. Den vil derfor til alle Tider bevare en høi Interesse i den fædrelandske Videnskabeligheds Historie.
Schønings Embede i Sorø blev midlertidig overtaget af en af hans Disciple fra Throndhjem, Caspar Abraham Borch, der Aaret i Forveien var bleven Repetent ved Academiet og senere blev sin Lærers Eftermand.[2] Selv forlod denne Sorø den 12te Mai 1773 og medtog sin Hustru, der vistnok glædede sig til med sin Mand at skulle gjense Fødeland og Fødeby. I Kjøbenhavn opholdt han sig otte Dage, og saa gik Reisen gjennem Sverige
