Side:Daae - Gerhard Schøning.djvu/61

Denne siden er korrekturlest


Schønings Ønske om gjennem Selvsyn at lære hele Norge at kjende var altsaa kun delvis blevet opfyldt, og han kom herefter ikke tiere til at gjense sit Fødeland. Men hvad han i denne Tid havde faaet udrettet var dog betydeligt og blev ikke alene af Nytte for ham selv, men ogsaa gjennem flittige og udførlige Optegnelser bevaret for Eftertiden. Han medbragte ogsaa en ikke ringe Del norske Diplomer, hvilke ellers maaske vilde have gaaet tilgrunde, da netop i den nærmest følgende Tid den store ødelæggelse af disse vigtige historiske Vidnesbyrd synes at være indtraadt, hvorfor man dobbelt maa glæde sig over, at Mænd som Schøning, Deichman, Wille og Mørch hver for sig itide reddede en Del deraf fra Tilintetgjørelsen. Og dog maa det ikke forties, at Samlere stundom ufrivilligen ogsaa have bidraget til at fremskynde denne. Almuens bekjendte Mistænkelighed fremkaldte nemlig undertiden Frygt for, at saadanne gamle Documenter skulde blive benyttede til vedkommende Gaardeieres Fortræd, og denne utidige Ængstelse drev sommesteds Bonden til omhyggeligt at skjule eller endog til at opbrænde sine Skindbreve. Saaledes skriver Presten Mørch, dengang residerende Capellan til Ringsaker, til Geheimearchivar Thorkelin den 10de August 1801: „Flere Documenter vilde vel og kunnet komme mig i Hænde, dersom ikke Bønder og Andre havde af taabelige Fordomme opofret adskillige vigtige Documenter til Ilden, da de hørte, at det Slags blev efterspurgt af Justitsraad Schøning paa hans Reise gjennem Norge.“[1]

  1. Thorkelins Breve i det danske Geheimearchiv.