80
I mere end en Menneskealder efter sin Død omtaltes Schøning ikke lettelig uden som den store og høitfortjente Historiker, hvis Berømmelse ingen vovede at antaste. Endnu Wachler, der 1820 afsluttede sit Verk om den historiske Forsknings og Kunsts Historie, anviser hans Hovedverk en Plads ved Siden af Mösers og Johannes von Müllers Arbeider.[1]
I 1818 udtalte derimod Grundtvig i Forordene til sin Oversættelse af Snorre en hidtil uhørt Dom om Schønings Fortjenester. Grundtvig gjorde ikke alene gjældende, at Schøning var „lettroende, hvor det gjaldt Islændernes og hans egne Indfald, vantro, hvor det gjaldt andres Vidnesbyrd, høist partisk for, hvad han kaldte Norsk, og høist ubillig mod Saxo“, men han erklærede ligefrem, at han „med al sin Læsning, Kundskab, Flid og Betænksomhed var aldeles uskikket til at skrive en Norges Historie, som kunde hædre, gavne eller glæde Folket, ja ligesaa uskikket til ved Granskning at opklare Oldtidens Dunkelhed, thi han fattedes Liv og Aand.“[2] Men ikke destomindre indrømmede han dog, at „Schøning altid bliver en saare mærkværdig Mand, hvis hæderlige Ihukommelse aldrig kan uddø, saalænge Nordens Historie elskes, kjendes og fortsættes.“ Hans Adkomst til denne Ros søger Grundtvig deri, „at han var den første Nordmand, der prøvede paa at skrive en Norges
- ↑ „Seine Geschichte von Norwegen behauptet eine ehrenvolle Stelle neben J. Mösers und J. Müllers Werken; wie diese beabsichtigte er durch treue anschauliche Erneuung der Vergangenheit den vaterländischon Volkssinn für Gegenwart und Zukunft zu reinigen und zu erkräftigen, — — — dem entspricht auoh die edle Einfalt der Darstellung und Sprache u. s. w.“ L. Wachler, Geschichte der historischen Forschung und Kunst, II, Göttingen 1820, S. 1017.
- ↑ Norges Konge-Krønike af Snorro Sturlesøn, fordansket af Nik. Fred. Sev. Grundtvig. Kbhvn. 1818 flg. 4to. I, Fortalen S. XLVIII.
