Side:Daae - Gerhard Schøning.djvu/86

Denne siden er korrekturlest

82

af Nordens Historie har dog maaske bragt Dahlmann til isenere Aar at betragte Schønings mange lærde Arbeider med noget mildere Øine, thi da han i 1841 vilde yde Werlauff sin Anerkjendelse for dennes mange Bidrag til norsk Historie, gav han sin Udtalelse heraf den Form, at den danske Lærde „siden Schøning havde erhvervet sig de mangesidigste Fortjenester af Norges Historie.“[1]

Werlauff, hvis Bedømmelse af Begivenheder, Tilstande og Personligheder altid udmærker sig ved Fordomsfrihed og Upartiskhed, har i de Forelæsninger over „Kilderne til Norges Historie“, som han holdt i Aarene 1842—1843 ved Kjøbenhavns Universitet, udtalt sig saaledes om Schønings Norges Historie: „Suhms Dom er vistnok endnu grundet. Der spores en fast Plan, Omhu for Indhold og Foredrag, og der kan ikke miskjendes en vis Kunst, hvorved Excurser indflettes uden at afbryde den historiske Fortællings Gang. Man kan udsætte: en altfor kjendelig Higen efter at efterligne Polybius; han vil formeget pragmatisere, bedømmer Forholdene efter en nyere Tids Maalestok. Første Del har den Feil, at han anser ethvert islandsk Skrift for at indeholde historisk Stof, intet for blot og bar Digtning, mindre kan derimod udsættes paa hans Kritik i det tredie Bind. Det er at beklage, at han dvælede saameget ved den ældste Tid og derved hindredes for at rykke videre frem i den senere.“[2]

  1. „Seit Schøning hat Werlauff sich die vielseitigsten Verdienste um die Norwegische Geschichte erworben.“ F. O. Dahlmann, Geschiohte von Dännemark, II, S. 178.
  2. Efter et Collegiehefte, nedskrevet af Allens flittige Medhjelper, Udgiveren af Diplomatarium Flensburgense, P. Seidelin. Den samme Bemærkning om, at Schøning desværre anvendte alt for megen, tilsidst dog ufrugtbar Flid paa Norges forhistoriske Tid, var allerede i 1804 fremsat af G. L. Baden i Forordene til hans „Det norske Riges Historie“: „Schøning, der for Norges Historie kunde have gjort meget, opholdt sig for længe ved Oldtidens uopklarlige Begivenheder, (saa) at Døden hindrede ham fra at fuldføre den egentlige norske Historie.“