Side:Daae - Gerhard Schøning.djvu/94

Denne siden er korrekturlest

90

tage en fuldstændig Afskrift af det hele Verk, der saaledes er tilgjængeligt i det norske Rigsarchiv, og det tør vel haabes, at man endnu, naar en dertil skikket Mand maatte melde sig, kan opleve at se det gamle Ønske om en hel Udgave af denne vigtige Reise opfyldt.

Medens saaledes Schønings egentlige literære Efterladenskaber dog idetmindste ere reddede fra at gaa tilgrunde, ere derimod hans private Papirer udentvivl at betragte som forsvundne. Breve til ham existere saagodtsom slet ikke, og det behøver ikke at siges, hvor uheldigt dette er, ikke alene fordi en Hovedkilde til hans egen Levnetsbeskrivelse derved maa undværes, men ogsaa for Literærhistorien overhovedet. For kun at nævne et Exempel, hvor interessant skulde det ikke have været at besidde Dass’s Breve til Schøning, da man jo af hans tildels bevarede Breve til Suhm kan slutte sig til, hvor indholdsrige de maa have været? Ogsaa Breve fra Schøning høre til de store Sjeldenheder. Trykte ere neppe flere end de faa af hans Breve til Suhm, der udgjøre et af de vigtigste Bidrag til Brevskriverens Levnet, samt et Forretningsbrev til den ripensiske Samler David Grønlund.[1]

Da Rector Dass testamenterede Schøning den Del af sit Bibliothek, der bestod af danske (og norske) samt svenske Skrifter eller angik Nordens Historie, tilføiede han ingen udtrykkelig Betingelse om denne Bogskats fremtidige Bestemmelse, men antydede kun, at der mellem ham og Schøning bestod en Aftale. Denne gik ud paa, at Bøgerne efter Schønings Død skulde tilhøre Throndhjem. Schøning besluttede imidlertid, at ikke alene

  1. Historisk-biographiske Samlinger, udg. af C. Molbech, S. 215—216.